© Colourbox

Hvad sker der i kroppen under opvarmning?

Jeg husker som regel at varme op inden træning, men er faktisk ikke klar over, hvilke processer det igangsætter i min krop. Kan I fortælle mig det?

26. juni 2013

Opvarmningen påvirker kroppen på mange andre måder end blot ved at hæve kropstemperaturen. En af opvarmningens vigtigste gevinster er de forandringer, der sker ude i nerveforbindelserne.

Nerverne bliver bedre til at sende hjernens signaler videre ud til musklerne, så kroppen arbejder optimalt. Det sker især, hvis din opvarmning inkluderer bevægelser, der minder om dem, du skal lave under din egentlige træning.

Skal du fx løfte noget tungt, er det en god idé at foretage 5-10 opvarmningsløft med eksempelvis halvt så meget vægt på. Under opvarmningen udvider dine blodkar sig også, hvilket medfører, at ilt fra lungerne hurtigere kan trænge ud til dine muskler.

Knæ, ankler, skuldre og andre vitale led bliver smurt, når du varmer op, fordi leddene udskiller mere ledvæske. Ledvæsken bliver også mere flydende, så den nemmere kan trænge ud i alle leddets afkroge.

Brug gerne 10 minutter på at varme op. Start roligt, og øg langsomt intensiteten. Du skal ende med at få sved på panden, men omvendt heller ikke blive træt, før det bliver alvor.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: