Virker træning ikke på dig? Det her kan være årsagen

Har din træning ingen effekt, er du måske en non-responder. Den gode nyhed fra forskerne er, at du kan blive en responder ...

11. januar 2017 af Jesper U. Larsen

Det kan tage gejsten fra enhver, hvis man aldrig mærker nogen fremgang, selvom man træner flittigt og lige efter bogen. 

Personer, der ikke reagerer på træning, er kendt som non-responders, og nu har canadiske forskere godt nyt til de uheldige: Man kan sagtens være non-responder i én træningsform og responder i en anden. Hvis man får for lidt ud af sin træning, er der altså ingen grund til at give op – måske skal man bare skifte til en anden træningsform.

Sådan foregik forsøget

21 mænd og kvinder blev efter grundige målinger af deres fysiske form sat til at gennemføre to meget forskellige træningsforløb, begge af 3 ugers varighed.

I det ene forløb var der fokus på udholdenhedstræning, hvor deltagerne 4 gange om ugen trænede på en kondicykel ved moderat tempo. I det andet forløb skulle deltagerne 4 gange om ugen træne HIIT, der består af korte, højintense intervaller.

Store individuelle forskelle

Begge forløb gav samlet set gode resultater. Men når man kiggede nærmere på tallene, var der kæmpe individuelle forskelle.

Omkring en tredjedel af deltagerne havde ikke fået noget særligt ud af udholdenhedstræningen, og ligeså mange havde dyrket HIIT uden nævneværdig effekt. Men alle havde opnået fremgang med mindst én af de to typer træning.

Forskerne konkluderer derfor, at træning virker på alle – så snart man finder den rette træningsform.

Kilde: PLOS ONE 

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: