© Andreas Mikkel

10 praktiske tip til at komme i gear

Du opbygger en god grundform, transporttid bliver til træningstid og du møder mere frisk på jobbet.

2. juni 2010 af Birgitte Aabo

Få ti praktiske tip til at komme i gir.

1. Udnyt foråret

Det er det helt rigtige tidspunkt at gå i gang med at cykelpendle. Uanset om du bor på landet eller i byen, kan du lægge en rute, der giver dig mulighed for at nyde det spirende forår mere intenst, end hvis du dumper ned i bilsædet eller sætter dig i tog og bus. Cykelpendlere er enige om, at deres humør får et løft, når de har trådt i pedalerne fra morgenstunden.

2. Brug den cykel, du har

Brug din nuværende cykel til at komme i gang med at cykelpendle, medmindre den er totalt miserabel. En racercykel vil give mere køreglæde, men tidsmæssigt er det en begrænset gevinst, og det er absolut ingen forudsætning for at komme i gang - du er udmærket kørende på selv lange distancer på en citybike.

3. Cykeltøj

Det rette udstyr er altid befordrende, men i første omgang skal du bare op på cyklen og mærke, om det er noget for dig. Du behøver ikke købe specielt tøj, du kan eventuelt bruge løbetøj. Hvis du har langt, vil du dog være godt tjent med et par cykeltights med en pude.

4. Læg roligt ud

Dyrker du i forvejen motion og er vant til at cykle rundt til ting og sager, får du ikke problemer med at cykelpendle. Cykling er en skånsom, ikke-vægtbærende motionsform, der fx ofte bruges af løbere med skader. Men læg for en sikkerheds skyld roligt ud, til du mærker, hvordan kroppen reagerer.

5. Fordel motionstiden

Hvis det er uoverskueligt at komme i gang med at cykelpendle, fordi der er mindre børn, som først skal følges i institution eller skole, skal du ikke straks afskrive muligheden. Mange par skaffer hinanden rum til motion ved at skiftes til at have hente-bringe-dage.

6. Rygsæk

En af de investeringer, man som cykelpendler hurtigt har brug for, er en praktisk cykelrygsæk. Det er næsten umuligt at køre til og fra arbejde uden nogen form for bagage, selv hvis du er forudseende og lægger skiftetøj på arbejdspladsen dagen forinden. Køb en rygsæk, der er vandtæt, så du ikke skal bekymre dig om computer og papirer. Det er også en god idé at have en ekstra cykelslange og minipumpe i tasken.

7. Put i sparegris

Der er mange fordele ved at cykle frem for at tage bilen eller toget. En af dem er, at du sparer penge. Det kan være motiverende at regne ud, hvor mange det handler om, og lægge pengene fra - måske til noget fedt grej.

8. Rutevalg

Find et detaljeret kort fra dit lokalområde, fx på nettet, og gennemgå mulige ruter, smutveje og udfordringer i form af stigninger. Ofte kan du spare dig selv for en del forurening ved at køre en mindre og mere grøn omvej - og samtidig gøre turen mere hyggelig.

9. En at følges med

Måske har du en kollega eller nabo, som du kan slå følge med det meste af vejen? Det forpligter dig at have en aftale, samtidig med at I kan bruge hinanden socialt og som træningspartnere. Fx kan i skiftes til at sætte hastigheden og udfordre hinanden. Der findes også en del mere eller mindre organiserede cykelpendler-grupper fordelt ud over landet - typisk i de store byer. Her kan man så koble sig på en stor gruppe, som det nu kan passe, og dermed få godt følgeskab undervejs.

10. Øjenkontakt

Byer kræver stor opmærksomhed fra alle trafikanter. Du bliver tvunget til at afpasse din hastighed for din og andres sikkerheds skyld. Erfaringerne siger, at det er bedst at køre selvsikkert og klart signalere, hvad du har gang i - og frem for alt sørge for at have øjenkontakt med andre trafikanter.

Fyld brændstof på tanken

Inden du kaster dig i sadlen, er det meget vigtigt, at du sørger for at få tanket tilstrækkeligt op i form af god morgenmad - og på samme vis får et let måltid inden turen går retur. Havregryn med skummetmælk og rosiner er nem og god morgenmad før turen. Og om eftermiddagen kan noget frugt og en skive groft brød med lidt magert kødpålæg være en hurtig løsning, så du får tilført lidt ny energi, og blodsukkeret ikke pludselig styrtdykker, når du folder dig ud på cyklen.


Det er individuelt, hvor længe før pendlingen du skal spise. Optimalt skal det helst være et par timer før, men selvfølgelig skal du ikke ødelægge din nattesøvn, fordi du skal tidligt op og spise morgenmad. Du bør også tage hensyn til, hvor hårdt du går til den undervejs. En praktisk løsning er at dele morgenmaden op og kun spise lidt let, fx en banan og lidt brød, før turen og så spise lidt mere, når du er fremme. Nogle drikker kun vand og spiser morgenmad efterfølgende. Prøv dig frem, og se, hvad der virker bedst for dig. Husk også altid at have en vandflaske med på turen.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: