© Colourbox

Byt trist transporttid ud med effektiv træning

De gode intentioner om at få trænet mere er til stede. Men det er koldt og mørkt udenfor, og nu står julearrangementerne tilmed i kø for at afspore dine planer om et liv med mere motion. Men det kan lade sig gøre - selv i december. Se her, hvordan du fletter træning ind i en travl hverdag og løfter dit humør samtidig.

5. december 2012

Vi ved det alle sammen. Motion giver os mere overskud i hverdagen, men i en tid med få lyse timer virker motion, som den sidste udvej for rigtig mange. Så hvordan får vi ændret på dette, når vi nu gerne vil, men ikke rigtig føler overskud til det?

Brug transporttiden - skift bil, tog eller bus ud med effektiv træning

Den bedste tid at bruge på træning, er den tid du i forvejen bruger, så gør pendling-turen til effektiv træning. Hvis det er muligt at omdanne din transporttid til og fra jobbet til træningstid, så løb eller cykl gerne både ud og hjem. Har du langt til jobbet, så stå af bus eller tog et passende sted, og træn derfra.

Selv korte hverdagsture til og fra arbejde på cykel har effekt – også selv om du cykler i dit hverdagstøj og i moderat tempo for ikke at svede. Men vil du klemme den bedst mulige træning ud af din cykelpendling, skal der selvfølgelig mere til.

Det handler frem for alt om, hvor høj intensitet, du ruller af sted med. Det kan forskellige øvelser hjælpe dig med:

  • Forlæng ruten Læg ud med at cykle direkte til og fra arbejde. Det er klogt at starte langsomt, og i forvejen har du sikkert travlt fra morgenstunden. Men prøv at afse lidt ekstra tid og læg bevidst 5 minutters cykling mere på programmet.

  • Fartleg & bakker Bestem dig for, at du vil sætte farten op mellem hvert andet sæt træer eller lygtepæle i 10 minutter. Kør en rute med stigninger, og indbyg bakker i legen. Har du kun en enkelt bakke at gøre godt med, kan du evt. tage den et par gange. Bakkerne er super træning for benene - især hvis du holder farten oppe eller ligefrem øger den. Fartleg kan hjælpe dig med at variere en velkendt rute, da du kan finde nye punkter at tage afsæt i.

  • Variér ruterne Den hurtigste rute er ikke nødvendigvis den bedste, når du cykler. Tjek for alternative ruter - måske kan en mindre omvej sikre dig en grønnere oplevelse, som samtidig er mindre befærdet og mere trafiksikker og dermed mere egnet til egentlig cykeltræning. Har du flere ruter at vælge imellem, er det også lettere at komme af sted, end hvis du evig og altid træder dig igennem det samme landskab. Med flere og varierede ruter kan du også skrue på distancen og måske indlægge flere eller færre bakker

Træning udenfor giver også øget energi
Ny undersøgelse viser, at du både fysisk og psykisk reagerer ekstra positivt og bliver gladere samt får mere energi, når du dyrker motion i det fri frem for indendørs.
På en høj solskinsdag giver det næsten sig selv. Går du ud i det gode vejr og dyrker motion, bliver du gladere og får større fysisk velvære, end hvis du træner indenfor i et fitnesscenter. Men selv når vejret ikke viser sig fra sin bedste side, som f.eks. her om vinteren, får vi mere ud af at træne udendørs end indendørs, viser en undersøgelse fra universitetet i Peninsula, USA, og Det Europæiske Center for Miljø og Sundhed (ECEHH).
Forskerne har sammenlignet en lang række undersøgelser af både det mentale og det fysiske udbytte af træning, som fandt sted henholdsvis indendørs og udendørs, og deres konklusion er klar: Vi får en større følelse af mentalt velvære, når vi træner udenfor i frisk luft, sollys og vind og vejr frem for indendørs.
Udendørstræningen gør os mere positive, giver os mere energi og virker afstressende, lyder meldingen fra forskerne.
Samtidig gør udendørstræningen også, at vi føler os mindre anspændte, mindre forvirrede og mindre vrede, end når vi træner indendørs. Endelig har folk, der træner ude i det fri, en større vilje til at gentage træningen igen og igen og er altså mere vedholdende end dem, der træner indendørs.
Hvad forklaringen er, kommer forskerne ikke med bud på. Men i hvert fald er der god grund til så vidt muligt at skifte træningslokalet ud med åben himmel.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: