DOPING: Så mange fritidsatleter doper sig

I de senere år er flere motionister taget for doping, når de store individuelle drømme i fx løb, cykling og triatlon skal udleves med succes.

11. november 2016 af Lasse Lyhne

I august 2012 blev en 47-årig veteranrytter testet positiv for doping i forbindelse med et ganske almindeligt motionscykelløb. Det var trist og lidt grinagtigt. Men det blev værre endnu, for den 47-årige var ikke bare en hvilken som helst veteranrytter. Han var også formand for en stor lokal cykelklub – OG en del af bestyrelsen i Danmarks Cykle Union.

Rytteren undskyldte sig med, at han havde fået stofferne som behandling for dårlig ryg. Og han trak sig fra alle sine poster. Det var så den episode, og den kan man vel vælge at grine eller græde over afhængigt af temperament. Men problemet er bare, at omtalte cykelmotionist ikke står alene med sine dopingsynder. Slet ikke.

De seneste år er flere og flere motionister røget i dopingfælden, og en stribe internationale undersøgelser har klart peget på, at doping blandt motionsløbere, -cykelryttere og -triatleter bliver mere og mere udbredt.

Motionister tager doping

I den internationale cykelunions (UCI) CIRC-rapport fra 2015 fastslog man, at doping er ved at blive et udbredt fænomen hos amatører. Forklaringen er, at stofferne er blevet billigere og let tilgængelige på nettet, at folk ved mere om stofferne, og at det regulært er umuligt at teste motionister.

Det er den danske professor og forsker i doping igennem mange år Verner Møller enig i. – Doping får en enorm omtale, og det er jo ikke, fordi det er forbandet svært at få fat i epo. Det kræver jo bare et par klik rundt på internettet, så ligger det i din postkasse. Før 1999 var der faktisk ingen, der kendte doping. I dag ved alle, hvad det er, siger han.

Og det afspejler sig i den sparsomme statistik, der er på området. I 2012 testede man en god håndfuld motionister i motionscykelløbet Gran Fondo New York. Resultatet var to positive epo-prøver i henholdsvis aldersgrupperne 45 og 50 år. Altså en tredjedel af de testede.

En tysk undersøgelse påkaldte sig sidste år en del opmærksomhed. Her spurgte man i forbindelse med Ironman Frankfurt og to andre tyske stævner næsten 3.000 amatørtriatleter, om de havde brugt doping. 13 procent svarede ja til at have brugt fysisk doping.

Det er dog uklart, om der i alle tilfældene var tale om ulovlig doping, men billedet er alligevel foruroligende. Det uhyggelig høje tal svarer også fint til en skotsk undersøgelse af amatørcykelryttere. Her svarede 10 procent, at de på et tidspunkt i løbet af karrieren havde brugt ulovlig doping.

Op mod hver 7. på stoffer

Den største undersøgelse af doping blandt motionister er en tysk spørgeskemaundersøgelse fra 2014. Her spurgte man knap 3.000 triatleter om deres brug af præstationsfremmende midler.

Lever som professionelle

I England har man også set flere dopede motionister de senere år, hvor fx cykling er boomet. Her peger man på den øgede ‘professionalisering’ blandt motionister. Det er helt reelt svært at se forskel på en Tour de France-rytter og en topambitiøs, træningsnørdet 40-årig familiefar, når både cykel, tøj, udstyr og spisevaner er identiske med de professionelles – og når familiefaren selvfølgelig også har barberet benene, selvom ingen masserer ham.

Men hvad pokker får midaldrende mænd til at risikere helbred, status og position i træningsmiljøet for at køre marginalt hurtigere på cyklen eller slutte som nummer 17 frem for nummer 27 i en motionstriatlonkonkurrence. Det er jo ikke penge og prestige som blandt de professionelle. Det er heller ikke en usund kultur, som man så det i cykelsporten i 90’erne.

Ifølge Ask Vest Christiansen, en af Verner Møllers kolleger ved Aarhus Universitet og forsker i netop motionsdoping, er det faktisk ikke så underligt, som det i første omgang lyder. – Alle, der dyrker konkurrenceidræt, hvad end det er serie 3-fodbold eller cykelløb, arbejder jo på at blive bedre. Vi optimerer på en masse ting – dropper måske smøgerne, spiser lidt sundere eller løber en gang imellem – for at forbedre kondien.

Doping er sådan set del af det samme præstationsoptimerende mindset, siger han og uddyber: – Det er naturligvis ikke dem, der løber DHL Stafetten på 35 minutter, der overvejer doping, men derimod de ambitiøse motionister, der har optimeret træningen, fået styr på søvnen og restitutionen og er i gang med diverse kosttilskud, koffeinholdige geler osv. For dem er vejen til doping ikke særlig lang. Det handler ikke så meget om, hvor god du er, men hvor du er i din idræt.

Ask Vest Christiansen peger også på, at grænsen mellem, hvad der er tilladt, og hvad der er ulovligt, er ret tilfældig. Fx er koffein et lovligt middel, selvom det påvirker præstationen markant, mens andre stoffer, der er mindre potente, fx cannabis, er på dopinglisten. – Det gør, at man som atlet ikke nødvendigvis føler, at man overskrider en eller anden enorm moralsk tærskel, når man begynder at bruge doping.

Motionsdoping er især blevet et problem de sidste 5-10 år. Det hænger til dels sammen med den øgede tilgængelighed af stoffer, der virker og det faktum, at mange motionister i dag lever som semiprofessionelle.

Men det hænger ifølge Ask Vest Christiansen også sammen med en generel udvikling i samfundet. – Vi lever i dag i en konkurrencestat, hvor der tænkes målrationelt og præstationsfremmende i alle aspekter af tilværelsen. Det handler om at være den bedste og den mest succesfulde uden megen tanke på de omkostninger, der er forbundet med det. Det er jo ikke kun i sportens verden, vi ser snyd og blind fokusering på præstationsfremme. Det dukker jo også op blandt fx forskere, journalister og i erhvervslivet...

Læs meget mere om motionister på doping i novembernummeret af Aktiv Træning. Hvis du bestiller abonnement nu, får du adgang til den elektroniske udgave af bladet med det samme! Se din rabat her!

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: