Perifere kredsløb Har du ikke cykeltrænet ret meget, er dine blodårer ude i ‘cykelmusklerne’ ikke så fint forgrenede, og så syrer du til.

Hvorfor syrer jeg til? Jeg er jo i god form!

Jeg er i god form fra løb, men mine ben syrer totalt til, når jeg cykler med min 20 år ældre kollega! Spiser jeg forkert?

Nej, det ikke kostens skyld. Det er ret almindeligt at blive straffet noget så eftertrykkeligt, når man dyster i kollegaens favoritdisciplin. Årsagen er, at vi bliver gode til det, vi træner – og tilsvarende er mere eller mindre ringe til det, vi ikke træner.

I dit tilfælde skinner det tydeligt igennem, at dine muskler ikke er vant til at træde ihærdigt i pedalerne. Du syrer til, fordi din iltforsyning ikke kan følge med ‘efterspørgslen’, og under iltfri forbrænding – det, man kalder anaerob træning – ophobes affaldsstoffer ude i musklerne.

Inden for træningsfysiologien arbejder man med to kredsløb: det centrale og det perifere. Det centrale er pumpeværket inde i kroppen, bestående af lungerne, hjertet og blodet. Uanset hvilken form for konditionstræning du udøver, træner du det centrale kredsløb.

Flaskehalsen opstår hos dig i det perifere kredsløb. For rigtigt at kunne udnytte den store iltoptagelse fra lungerne er det nødvendigt at have et veludviklet perifert kredsløb – det vil sige de blodåreforgreninger og energistationer, som dannes ude i de muskler, du træner.

Du kan ganske vist få stor glæde af god form fra løb, når du skal cykle, men løbeformen kan ikke overføres 100 procent til cykling. Derfor er selv verdens bedste løbere ude af stand til at følge med blot jævnt gode cykelryttere og vice versa.

For at blive i stand til at følge med din kollega er der ingen vej uden om at hoppe i sadlen noget hyppigere. Kører du en stribe hårde intervaller et par gange om ugen, vil du opleve, at cykelformen bliver bedre, og du vil ikke længere syre til.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: