Gear ned Gear ned, inden du rammer bakken, så du kan holde den høje kadence hele vejen op. Prøv at køre bakken med mindst 70 pedalomdrejninger pr. minut.

Kør opad i lave gear

Kører du i et let gear op ad bakkerne, undgår du, at benene syrer til på vej op, og du kan køre bakken hurtigere. Du sparer også kræfter, så benene holder længere. Taktikken er især brugbar til lange ture i kuperet terræn.

14. juni 2011

Når du kører opad i lave gear med høj kadence, letter du belastningen på musklerne. Det betyder, at syrekoncentrationen i musklerne bliver mindre, end hvis du maser opad i tunge gear. Dermed udskyder du udtrætningen af musklerne og kan fortsætte med at cykle i længere tid.

Gevinster

Mindre belastning på musklerne. Dermed undgår du at syre til på bakkerne. Samtidig sparer du på kræfterne, så der er mere overskud, også sidst på cykelturen.

Sådan gør du

  • Skift til et lettere gear, lige inden du rammer bakken - eller når den for alvor bliver stejl. Kender du bakken, så skift til et gear, du ved, du kan køre i hele vejen op.

  • Prøv at holde den samme kadence på bakken som på flad vej. Gå efter minimum 70 pedalomdrejninger pr. minut. Begynder kadencen at falde, og mærker du belastningen på lårmusklerne stige, gearer du yderligere ned.

  • Kør bakken siddende. Stil dig kun op i helt korte perioder, hvis musklerne trænger til lidt aflastning. Husk at geare op, inden du rejser dig, så du udnytter det kraftoverskud, du får ved at cykle stående.

  • Undgå at slappe af, når du kommer op over bakken, men hold farten. Lige inden toppen af bakken gearer du op og rejser dig, så du kommer over bakken i god fart.

OBS Teknikken her er den mest økonomiske, når du kører opad, og det rigtige, hvis du kører mange bakker. Kører du en kortere tur med mindre bakker, kan du godt tonse opad i tunge gear. De høje gear dræner dig dog for kræfter, så cykler du lange ture, bør du vente med de tunge gear til sidst på turen.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: