Mathias Dalgas

“Det er mere et eventyr end et race ...”

© James Robertson

TCR: Sådan føles det at cykle 4.150 kilometer

Da Mathias Dalgas i juli rullede i mål i den græske bjergby Kalabaka, var det kulminationen på 12 dages og 4.150 km’s nonstop-ultracykelløb på tværs af Europa – 100 pct. solo uden hjælpere eller følgebiler. Mød den eneste dansker i Transcontinental Race, en af verdens mest ekstreme ultraløbsevents.

25. januar 2018 af Niels Christian Thalund

En af Danmarks bedste langdistancecykelryttere

Hvorfor ville du køre TCR?

"Jeg har ikke nogen cykelbaggrund som sådan, og jeg har måske deltaget i tre cykelmotionsløb i alt. Men i 2013 besluttede en ven og jeg lidt spontant at cykle på ferie til Gardasøen i Italien. Det brugte vi 17 dage på med længere stop hist og her. Det var fantastisk at opleve nye lande fra cykelsadlen. Man bliver mødt af folk på en fantastisk måde, når man er på cykel. Så den tur gav mig simpelthen blod på tanden. Men jeg syntes alligevel heller ikke, at de 150 km, vi i snit kørte dagligt til Italien, var udfordring nok. Og da jeg så en video om TCR-løbet, så det bare megafedt ud. Det med virkelig at komme ud ‘på landet’, sove nogle timer i en grøft eller under en busk – udnytte tiden maksimalt. Det virkede meget eventyragtigt, uforudsigeligt og spændende. Det var klart eventyret og udfordringerne med det fysiske pres, der drog mig. Jeg så løbet som sådan en slags ‘eventyr-konkurrence-hybrid’."

Transcontinental Race
Transcontinental Race

Arrangørerne sikrer med deres valg af kontrolposter, at deltagerne må over flere af Europas sejeste bjergkæder.

Hvad er et Transcontinental Race?

    Transcontinental Race (TCR) er et årligt, self-supported ultra­distance­cykelløb, der køres på tværs af Europa. Det anses for at være et af verdens hårdeste udholdenhedsløb og blev afviklet første gang i 2013. Ruten varierer fra år til år og har budt på distancer mellem 3.200 og 4.200 km, som vinderen har været mellem 7 og 10 dage om at gennemføre.

    Rytterne føres over adskillige bjergkæder, så det samlede antal højdemeter når + 40.000. Der var 350 startende i 2017-udgaven, hvoraf 111 nåede i mål indenfor tidsgrænsen.

    Det er ikke et etapeløb, så uret stopper ikke, før rytterne når i mål. Fra starten går, må rytterne være strategiske og vælge, hvor meget tid de vil bruge på at cykle, spise og hvile hver dag. For ryttere, der kører løbet som et race, gælder det om at minimere stop og pauser og være på cyklen nærmest nonstop. Rytterne skal klare sig selv, så der er ingen følgebiler, det er ikke tilladt at køre i gruppe eller ligge i læ af hinanden, og man må ikke modtage hjælp fra fx andre ryttere, venner eller familie. Al forplejning, overnatning, reparationer osv. skal købes kommercielt. Siden 2015 har der ud over soloklassen også været en parklasse med tomandshold, hvor de to ryttere må samarbejde.

    Selvom løbet køres som én lang tidskørsel, er der fælles gruppestart – hidtil i en vesteuropæisk by. Undervejs skal deltagerne nå fire fastlagte checkpoints, der typisk vil være placeret i strabadserende bjergområder, inden slutmålet i det sydøstlige Europa. I seneste udgave var målet således placeret i bjergområdet Meteora i Grækenland.

    Rytterne planlægger selv deres rute – bortset fra korte obligatoriske stykker ved start, checkpoints og mål. Undervejs er en rytters aktuelle position overvåget via en GPS-tracker på cyklen, der hvert femte minut sender updates til løbsarrangørens website. Her kan både rytterne og følgere udefra konstant se deltagernes aktuelle positioner og følge løbets udvikling.

    Der er ingen præmiepenge i racet – bl.a. for at minimere tilskyndelse til snyd.

Hvad får dig tilbage år efter år?

"Jeg lærte rigtig meget det første år. Mange ting gik selvfølgelig galt, og det lærte jeg af hele vejen. Jeg følte bagefter, at det ligesom ville være spildt, hvis jeg ikke kørte igen og udnyttede alt det, jeg havde lært, bl.a. om mig selv. Det er ligesom én langvarig optimeringsproces. Jeg ville gerne bruge min læring til at køre løbet bedre.

Samtidig skaber det ligesom et tomrum at køre TCR. Man er inde i den her eventyrboble i 14 dage, og så kommer man bare hjem til hverdagslivet. Det opleves lidt som et tomrum. Det er nok helt enkelt vanedannende at komme afsted på de her eventyr."

Hvordan træner du til det?

"Jeg cykler generelt i min dagligdag, og det betyder også noget. Men mere træningsmålrettet cykler jeg vel 10-11.000 km i løbet af året. Og jeg kører nok de kilometer på lidt andre måder, end mange andre ryttere gør. Fx har jeg kørt de 330 km Fyen Rundt ret mange gange. Men faktisk er min træning mest struktureret i vinterhalvåret, hvor jeg bruger hometrainer tre gange om ugen plus laver lidt styrke- og smidighedstræning. Når vi kommer tættere på, så bliver det mere de lange ture – men det er også mere nydelse og i langsommere tempo. Den sidste måned op til trapper jeg meget ned, for det vigtigste er at møde frisk op. Og rammer man det, kan man faktisk også køre sig i bedre form – det oplevede jeg især i år og kunne mærke i slutningen.

Det nytter heller ikke at være alt for ‘skrællet’ fedtprocentsmæssigt, for der skal være lidt at give af. Ellers bliver du nemt forkølet og syg – se fx prorytterne – og du har ikke nogen hjælp, hvis du sidder der og lider et sted i Østeuropa. Der er altså ingen følgebil med læger."

Hvem er Mathias Dalgas?

  • Alder: 30 år.
  • Vægt: 66 kg.
  • Højde: 170 cm.
  • Kæreste: Ja.
  • Børn: Et på vej.
  • Job: Studerer idræt og sundhed på
    Syddansk Universitet i Odense.
  • TCR-løb:
    2015: I mål som nr. 49, 4.350 km på 16 dage.
    2016: Udgår efter 2.500 km og 6 dages kørsel.
    Lå nummer 2 i løbe på det tidspunkt.
    2017: I mål som nr. 12, 4.150 km på 12 dage.

Hvor vigtig er planlægningen?

"Det er især ruteplanlægningen, som er afgørende. Man får startsted, de fire checkpoints og målet oplyst tidligt. Og så kan man lægge sin rute. Jeg tror vitterlig, at jeg i 2016 brugte 100 timer foran computerskærmen på at planlægge min rute. Det er vildt lang tid. Men ruten er også der, hvor du virkelig kan vinde eller tabe ift. dine konkurrenter.

Du må prioritere: Vil du fx have en kort og bakket rute eller en lang og flad? For du kan jo vælge at køre uden om bjergpas. Du bruger også vildt meget tid på Google Street View for at tjekke, om fx din valgte vej er asfalteret, og på Strava Heatmap for at se, hvor de lokale cykler henne. Og du kigger efter tankstationer: Hvordan er åbningstiderne, når du kommer igennem? Du er jo din egen løbsarrangør – og løbet er 4.000 km langt, så der er virkelig meget at kigge på."

Og udstyret?

"Det er også en optimeringsproces. Jeg har et Excel-ark og vejer alt. Nok mest fordi det er sjovt at nørde med. Men man kan altså godt mærke, når jeg som sidst havde fået små 2 kilo mindre på grund af lettere cykel, sovepose mv.

Så er der elektronikken. Fx bruger jeg iPhone, fordi det virker bedst for mig, når en stor fil med en rute på 4.000 km skal lægges ind. Og så vælger jeg ekstra batteripacks, selvom de vejer lidt mere. Men så behøver jeg ikke at køre med dynamonav i løbet af dagen og sparer at træde nogle watt der. Det er et eksempel på prioriteringer. Men generelt er TCR ikke et udstyrsstykke. Uanset om du har 13 eller 15 kilos vægt, så er det afgørende din evne til at blive ved at bevæge dig fremad. Ikke kun på cyklen, men også mentalt."

Mathias Dalgas

Rytterne i TCR må snuppe en smule søvn uanset forholdene.

© James Robertson

Hvad med mad og drikke?

"Du kan simpelthen ikke spise det, du forbrænder. Du må acceptere at tære af fedtdepoterne. Og så er det bare vanvittig varmt, så jeg holder især fokus på min væskebalance og har elektrolytter til vandet med.

Derfra må man være lidt kreativ – jeg brugte fx masser af de små sukker- og saltposer fra McDonald’s til at hælde i drikkedunkene, så jeg fik det nødvendige indtag. Man må tænke: Hvad har kroppen brug for? Jeg drak fx rigtig meget iskaffe ved tankstationerne i de sidste varme lande. Samtidig spiser jeg små portioner og undgår helst kød. Kroppen kan ikke fordøje kødet, når den ikke får hvile. Så generelt er det meget kulhydrater og ting, som er ‘nemme’ for maven."

Hvordan med søvnen?

"Jeg brugte en søvncyklus sidst, hvor jeg sov 1,5 timer ad gangen i to eller tre omgange. På den måde fik jeg 3 timer – eller 4,5, hvis jeg skulle være god ved mig selv – pr. nat. I 2015 var målet blot at gennemføre, så der sov jeg længere. Men det er også noget, man lærer om sin krop – hvor lang tids hvile man skal have for at kunne præstere, have power. Det skal gå op i den sidste ende."

Mathias Dalgas

Hurtige, lette måltider på tankstationer, McDonald’s mv. var Mathias’ typiske løsning på ‘pitstop’ med forplejning.

© James Robertson

Hvad er de største udfordringer?

"Generelt er det de ting, du ikke har forberedt dig på, fx ødelagt grej. Jeg fik smadret hele mit gearskift i Bosnien, og der var altså langt til brugbare reservedele. Og så er det min egen sikkerhed, når bilisterne kører så vanvittigt, at man konstant føler sig utryg på vejene. I Rumænien var det især slemt. Jeg blev ramt på skulderen af en bils sidespejl i fuld fart. Jeg holdt balancen, men hvorfor køre så tæt på? Endelig er der skader, som jeg oplevede det i 2016, hvor mit knæ gav op, så jeg måtte udgå. Det kan man bare ikke gøre noget ved. Men den var ekstra svær at sluge, fordi jeg lå nummer to på det tidspunkt.

Ensomheden er også udtalt, for ligger du fremme i løbet, kan der gå mange dage mellem, at du ser en anden TCR-rytter. Men jeg kan nu også rigtig godt lide, at det er så ‘ren’ en oplevelse: Du er bare på en cykel, på en landevej, i naturen, med dig selv. Det er virkelig et simpelt liv. Men man skal bestemt være god til at være i sit eget selskab for at kunne køre det her."

Hvordan holder du motivationen?

"En stor motivationsfaktor er faktisk i pauserne at tjekke, hvor de andre ryttere ligger. Jeg kan følge deres placeringer på løbets trackboard. Og så er det meget tilfredsstillende at nå de etaper, jeg har sat mig for.

Der er også noget næsten spirituelt over bare at være på en landevej, være til stede i nuet. Du ser de her lande på en meget mere intim måde end ved at rejse på andre måder. Du når ud i de helt små flækker. Det er eventyr, der sker uforudsete ting, og du skal klare det selv.

Det tiltaler mig, at det ikke er en ‘wattkonkurrence’. For mig er det et spørgsmål om at blive ved med at bevæge sig fremad i alt det, der sker. Det er mere et eventyr, end et race. Også selvom du kører det hardcore og prøver at undgå at spilde tid på at snakke med mennesker. Det vil stadig være et eventyr. Du kan ikke bare sidde og kigge på en wattmåler og undgå indtryk og oplevelser."

Hvad er dit næste mål?

"I juni vil jeg køre den amerikanske udgave af TCR. Det hedder Trans Am Bike Race og går fra Stillehavskysten tværs over USA til Atlanterhavskysten. I det løb er der en fastlagt rute, man skal følge, så ruteplanlægningen er altså væk. Men til gengæld er distancen så på 6.730 km. At jeg lige vælger det løb, er, fordi jeg gerne vil opleve USA. Og så må at cykle på tværs af landet være perfekt, tænker jeg. Det handler om rejsen, om eventyret…"

Mathias Dalgas

 Den unikke, øde natur på alle tider af døgnet gjorde et stort indtryk på Mathias Dalgas.

© James Robertson

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: