© Jakob Helbig

3 ting der gør løbeøkonomien bedre

Løbeøkonomien bestemmes af en række faktorer. Enkelte af dem kan du ikke gøre noget ved, men de fleste kan i høj grad trænes.

23. marts 2012 af Torbjørn Sindballe

Løbeteknik og kropsbygning: Den måde, du løber på – din såkaldte løbeteknik – har en vis betydning for din løbeøkonomi. Specielt nye løbere kan have gavn af at rette tekniske uvaner som lange skridt eller kraftigt vrid i overkroppen. Mange overvurderer dog teknikkens betydning for løbeøkonomien, især for erfarne løbere. Derimod betyder kropsbygningen meget for løbeøkonomien.

I et studie af de kenyanske eliteløbere skyldes kenyanernes fantastiske løbeøkonomi bl.a. størrelsen og placeringen af deres lægmuskulatur. Kenyanerne havde små lægge, der sad helt oppe under knæet, og de skulle derfor bruge meget mindre energi på at svinge benet frem og tilbage under løb.

Elasticitet: En anden faktor, der har betydelig indflydelse på løbeøkonomien er de elastiske egenskaber i dine muskler og sener. Hver gang du lander på benet, oplagrer du energi i senerne, der frigives ved det efterfølgende afsæt. Lidt som en kænguru. Jo mere energi du kan lagre, jo mindre skal du bruge på at udvikle kraft i det følgende skridt. I modsætning til kropsbygningen kan disse elastiske egenskaber i senerne trænes og udvikles ved fx eksplosiv styrketræning.

Stabilitet En optimal stabilitet omkring ankler, knæ, hofter, mave og lænd sikrer, at kraften fra afsættet forplantes direkte til fremdrift, uden at energien går tabt i leddene undervejs. Samtidig er den rette bevægelighed omkring forsiden af hoften vigtig, da benets bevægelse bliver hæmmet, hvis du er for stiv. Både stabilitet og bevægelighed kan forbedres markant med balance og stabilitetstræning.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: