Copenhagen Half Marathon

Copenhagen Half Marathon

© iStock

9 ting, du IKKE har tænkt på inden motionsløbet

Ja ja, du ved selvfølgelig godt, at du skal træne flittigt op til løbet. Men disse 9 ting, som du helt sikkert ikke har tænkt på, er afgørende for, om du får en god løbeoplevelse. Find tjeklisten her

11. maj 2017 af Lasse Lyhne

Årets store løbemål ligger lige om hjørnet. Du har trænet flittigt og aldrig været i bedre form. Du har trappet ned. Testet tøj og sko grundigt af. Planlagt din væskestrategi og brugt tid på at finde de geler, du ved, maven kan tåle. MEN der er stadig steder, hvor det kan gå galt. Vi har udpeget de vigtigste og viser dig, hvordan du undgår at falde i.

1. Hvil stængerne

Hvornår: 48 timer før

Det siger sig selv, at du ikke skal løbe hårdt i dagene før det store løb, men tænk på, at hårdt havearbejde, en flytning, oprydning på loftrummet, en lang gåtur osv. faktisk kan trætte kroppen endnu mere. Så tag den med ro – ikke kun på løbefronten.

2. Undgå at fylde maven

Hvornår: 24 timer før

Du har måske hørt om carboloading, men der er ingen grund til at proppe maven med kulhydrater dagen før et løb. Spis et normalt måltid med magert kød (kylling, fisk eller kalkun) og ris, pasta eller kartofler aftenen før løbet. Spis et kulhydratholdigt morgenmåltid 3-4 timer før et halv- eller helmaraton. Ved kortere løb behøver du ikke meget morgenmad. Faktisk vil fyldte kulhydratdepoter gøre dig tungere.

3. Klip negle

Hvornår: 24 timer før

For lange tånegle kan blive trykket blå under et langt løb. Det er ekstremt ubehageligt, meget ømt og koster dig let en negl. Så klip neglene.

4. Tjek op på ruten

Hvornår: 18 timer før

Brug lidt tid på at læse op på ruten. Det giver ro at vide, hvor man skal løbe. Notér dig også bakker, skarpe sving og andre udfordrende passager, så du ikke bliver overrasket, når de pludselig dukker op.

5. Oplad uret

Hvornår: 12 timer før

Sæt GPS-uret og smartphonen til opladning aftenen inden løbet, så de ikke løber tør for strøm undervejs. Sæt også din gadget op, så du får de informationer, du har brug for undervejs. Vi foreslår, at du holder øje med tid, puls og gennemsnitstempo for igangværende omgang, og så foreslår vi, at du markerer hver km med et tryk på en knap, hver gang du passerer et km-skilt, frem for at lade uret selv markere hver løbet km. Det giver et mere præcist billede af, om du holder tempoet.

6. Pak en pose

Hvornår: 12 timer før

Selvom du har tøj på til at holde dig varm inden start, er du ofte nødt til at smide det længe inden startskuddet. For at undgå at stå i dine små shorts og singlet og blive nedkølet, kan du trække en stor plastiksæk over hovedet som en poncho (klip hul til hovedet). Den beskytter dig effektivt mod vind og regn. Smid sækken (i skraldespanden) lige før start.

7. Kom på toilettet

Hvornår: 2 timer før

Intet kan spolere en løbetur mere end et akut behov for at komme på toilettet. Sørg derfor for at få gjort det i tide. Det er forskelligt, hvad der virker for folk, men et par gode kopper kaffe et par timer inden racestart og rigeligt vand plejer at hjælpe. Vent med sidste tissetår til så tæt på start som muligt. Så undgår du, at trangen melder sig undervejs.

8. Smør dig med vaseline

Hvornår: 1 time før

Salt, sved og hudflader, der gnider mod hinanden tu­sind­vis af gange, er en grim kombi, der kan resulte­re i grufulde slidsår sidst på løbeturen. Det er især in­der­lårene, armhulerne og brystvorterne (her er det T-shirtens gniden, der er problemet), der er udsat. Smører du dig med vaseline, bremser det friktionen og forebygger sår. Alternativt til vaselinen kan du bruge et par tætsiddende korte tights og en tætsiddende T-shirt. 

9. Varm op

Hvornår: 45 minutter før

Især på kortere distancer er en god opvarmning vigtig. Den varmer musklerne op, forbereder kredsløbet og smører leddene og senerne, så du løber mere effektivt. Jog 10-15 minutter, og lav 2-3 korte accelerationer (50-100 m), hvor pulsen kommer lidt op. Lav evt. lidt dynamiske strækøvelser. 

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: