© Jakob Helbig

Byen er løbernes legeplads

Løbere er snart en lige så almindelig del af bybilledet som barnevogne og cyklister. Men byløberne er ikke én helt ens gruppe. Deres motiver for at træne er nemlig vidt forskellige.

30. januar 2013

En ny forskningsrapport har på baggrund af interviews med en stor gruppe løbere kortlagt de forskellige typer af byløbere.

Hverdagsløberen

Hverdagsløberen udgør den største gruppe af byløbere. Du møder ham fx typisk rundt om søerne i København, i byens store parker eller i andre grønne bymiljøer. Hverdagsløberen løber for at holde sig sund. Han løber kortere ruter på omkring 5 km – og turen starter ved hoveddøren.

Løbeentusiasten

Entusiasterne er en lille gruppe af ambitiøse løbere, der løber for konkurrencen og udfordringens skyld. De løber på ruter med minimal trafik og uden for mange andre løbere – og for mange stop. Løbeentusiastens løbetur starter som oftest ved hoveddøren og er ganske lang, ofte 10-15 km.

Klubløberen

Ca. hver tiende løber er medlem af en klub. Mens de andre løbertyper løber alene, er det sociale aspekt af løbeturen helt afgørende for klubløberen. Klubløberen undgår trafik og er god til at bruge de muligheder for fx bakkeløb og intervaller, som byen byder på. Han løber langt, ofte 10-15 km.

Opdagelsesløberen

Opdagelsesløberne er få, men unikke i deres måde at bruge byen på. De løber ikke efter distance eller tid eller på kendte ruter, men søger bevidst ud i byens hjørner og krinkelkroge for at opleve byen på en ny måde. De bruger fx legepladser og andet af byens inventar som ‘redskaber’ i træningen.

Netværksløberen

En ny type løber, som bruger løb til et andet formål end træning og sundhed, nemlig til networking. Netværksløberen mødes med fx forretningsforbindelser og bruger således løbeturen som et uformelt og åbent mødelokale. Fokus er ikke så meget på tid, tempo og distance, men på samtalen.

Source #Realdania

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: