Her er målstregen til Coast2Coast, hvor man får den eftertragtede finisher-medalje.
Her er målstregen til Coast2Coast, hvor man får den eftertragtede finisher-medalje. © Brian Klemmensgaard

Fra marathon til ultraløber

Er du også nysgerrig efter, hvordan det føles at løbe længere end et marathon? Det var Aktiv Trænings Christian Thestrup, så han tilmeldte sig ultraløbet Coast2Coast på 50 kilometer-ruten. Læs hans beretning her.

19. juli 2017 af Christian Thestrup

Supermennesker. Sådan har jeg ofte tænkt om folk, der løber længere end den klassiske marathondistance. De fem gange, jeg i tidens løb selv har krydset målstregen efter 42,195 meter, har jeg i hvert fald aldrig haft lyst til at løbe en meter længere. Tværtimod har mine lår mest føltes, som om de var ved at flække, og jeg har ikke været i stand til at gå på trapper flere dage efter.

Alligevel har jeg - ligesom et stigende antal løbere - været nysgerrig efter at se, hvad der gemmer sig på den anden side af de 42 kilometer. Så for nylig tog jeg en dyb indånding og meldte mig til et ultraløb – bare et lille et på 50 kilometer. Valget faldt på det nordjyske løb Coast2Coast, hvor man ser solen gå ned på vestkysten kl. 22.22, hvorefter man løber tværs gennem Vendsyssel for at byde den velkommen, når den dukker op af havet ud for Frederikshavn på østkysten kl. 04.16.

Her er 50 kilometer-ruten fra Skallerup Klit i vest til Frederikshavn i øst. De små knive og gafler markerer depoterne.
Her er 50 kilometer-ruten fra Skallerup Klit i vest til Frederikshavn i øst. De små knive og gafler markerer depoterne. © Coast2Coast

Coast2Coast

Derfor befandt jeg mig en lidt kølig og blæsende aften på en strand ved Skallerup Klit i Nordjylland. Rundt omkring i landet var folk i gang med at fejre Sankt Hans, men selvom jeg var på vej ind i årets korteste nat, vidste jeg også, at den ville blive en af de hårdeste, jeg har oplevet.

Coast2Coast er på alle måder et lidt anderledes løb. Udover at det foregår om natten, skal du selv tage tid, for i modsætning til de fleste andre løb er der ingen chip i dit startnummer. Der er heller ingen kilometerskilte undervejs, og den eneste afmærkning langs ruten er nogle enkelte pile i vejkanten. Dem ser man dog ikke i mørket, så alle følger bare efter personen foran og håber, at den forreste i rækken har prøvet løbet før. Endelig er der depoterne, som også er lidt specielle, da de byder på alt fra pandekager, chips, slik, flødeboller og flæskesvær til øl, cola og rødvin – samt naturligvis vand og saft, hvis du er den krævende type.

Aktiv Træning er klar til start. Først bliver cyklisterne sendt afsted - derefter kommer løberne.
Aktiv Træning er klar til start. Først bliver cyklisterne sendt afsted - derefter kommer løberne. © Christian Thestrup

Godnat - og løb godt

Det er mærkeligt at stå klar til at løbe 50 kilometer på et tidspunkt, hvor man normalt ville være på vej i seng. Indtil nu har jeg slappet af i en hyggelig lejlighed på det nærliggende feriecenter Skallerup Seaside Resort, mens jeg har kigget ud på regnen og blæsten, men nu er det virkelighed. Da starten går, vågner benene og kroppen heldigvis hurtigt op. Der er 229 løbere på 50 kilometer-ruten, mens 29 personer har valgt at prøve kræfter med de 65 kilometer. Derudover er der et hav af små hold på to eller tre personer, der deler en cykel, som de skiftes til at køre på, ligesom der er folk på rulleski og rene cykelruter på op til 150 kilometer. Alt i alt har mere end 3.900 deltagere sat kursen ud i det begyndende mørke iført refleksveste og blinkende armbånd.

Den første del af ruten foregår på stranden.
Den første del af ruten foregår på stranden. © Coast2Coast

Bare sæt kursen stik øst

De første par kilometer løber vi på stranden. Så tager ruten et skarpt sving op i klitterne, hvor den bliver til små stier, inden vi kommer ud på landevejen mod Frederikshavn. I begyndelsen er det mærkeligt, at der ikke er kilometerskilte langs ruten. Hvis du vil vide, hvor langt du har løbet, må du tjekke dit ur, og i mørket betyder det, at du skal tænde lyset i uret hver gang for at kunne se. Det bliver jeg dog hurtigt træt af, og derfor løber jeg bare. Normalt foregår det med musik i ørene, men da jeg har glemt at oplade min telefon, bliver denne tur uden den sædvanlige playliste. Alt i alt gør det turen til en meget zen-agtig oplevelse. I stedet for Rammstein og Volbeat lytter jeg til de bløde ’thump thump’ fra løbesko, der rammer den regnvåde asfalt, og lyden af gigantiske møllevinger, der skærer gennem natteluften ude på markerne. Det er fantastisk.

Mange vælger at dele en cykel undervejs, så man skiftes til at løbe og cykle på ruten.
Mange vælger at dele en cykel undervejs, så man skiftes til at løbe og cykle på ruten. © Brian Klemmensgaard

En fod foran den anden

Ved 01.30-tiden runder jeg de 30 kilometer. Jeg føler mig ikke søvnig, men benmusklerne strammer en smule efter at have ædt asfalt i små tre timer. Det er dog ikke så galt som ved de marathonløb, jeg har deltaget i, for jeg har forsøgt at låse tempoet fast på 6 min/km., da mit primære mål er at gennemføre og se solopgangen fra Palmestranden i Frederikshavn. Til gengæld er det mere ensomt end andre løb, jeg har deltaget i, for der er ikke ret mange tilskuere. Man skal også virkelig være entusiastisk for at heppe på en flok løbere foran sit hus midt om natten, så det varmer og giver et skud energi, hver gang jeg passerer nogle lokale heppere. Derudover nyder jeg, hver gang en af de deltagere, der har en cykel med på holdet, glider forbi med musik i cykelkurven og lyskæder snoet om stellet. Det bryder ensomheden, men jeg lover dog mig selv, at jeg vil finde en makker at løbe med næste gang.

Depoterne til C2C er meget forskellige og byder på ting som slik, kage, rødvin, øl og flæskesvær.
Depoterne til C2C er meget forskellige og byder på ting som slik, kage, rødvin, øl og flæskesvær. © Brian Klemmensgaard

Ind i mørket og ud i lyset

Da jeg runder de 42 kilometer, kommer jeg til et depot med en meget energisk guitarist og nogle fantastiske pandekager. Det er fristende at sætte sig ned og blive her, men for hvert sekund, jeg står stille, ved jeg, at benene bliver mere stive, så jeg bider tænderne sammen, vender ryggen til det oplyste telt og løber videre ud i mørket. Jeg har nu løbet længere, end jeg nogensinde har gjort før, og det kan mærkes. Mine lår gør ondt og er hårde, så for at fjerne tankerne prøver jeg at forestille mig, hvor jeg ville være, hvis jeg lige nu løb min 10 kilometer-rute derhjemme.


En glad journalist i mål efter sit første 'lille' ultraløb.
En glad journalist i mål efter sit første 'lille' ultraløb. © Christian Thestrup

Ud og hjem igen

Efter at have løbet ligeud på en cykelsti, der føltes som om, at den var 20 kilometer lang (sandheden er nok nærmere fire), dukker Frederikshavn endelig op i horisonten. Kort tid efter kan jeg også se stranden, og efter 5 timer og 14 minutter – og 50,7 kilometer løb – træder jeg over målstregen, mens bølgerne rammer sandet få meter derfra. Jeg klarede det! Jeg løb ind i regnen og mørket og kom ud i lyset på den anden side. En halv time senere står solen op, og så kan jeg endelig tage tilbage til min bløde seng på Skallerup Seaside Resort. Jeg vil gerne kunne sige, at jeg faldt i en dyb og dejlig søvn, men mine brugte ben var så urolige, at det kun blev til et par timer på langs – så stod jeg op i igen og lavede kaffe med min medalje om halsen.

Det kan anbefales at have en seng i nærheden, efter man har løbet 50 kilometer!
Det kan anbefales at have en seng i nærheden, efter man har løbet 50 kilometer! © Christian Thestrup

På den anden side af marathon-distancen

Så hvad venter der på den anden side af de 42,195 kilometer? Til Coast2Coast venter der en flot solopgang, men faktisk er der ikke særligt mange flere smerter end ved et marathonløb, hvilket nok er det, der holder mange tilbage. Man indstiller sig bare mentalt på de ekstra kilometer. Ved målstregen til et marathon er det de færreste, der har lyst til at løbe 10 meter mere. Men sådan er det jo også, når man har løbet et halvmarathon eller 10 kilometer. Man disponerer kræfterne efter den distance, man skal løbe. Så hvis du kan løbe 42 kilometer, er jeg sikker på, at du også kan løbe 50 – eller længere. Det har jeg i hvert fald tænkt mig at gøre. Næste gang.

Den er hjemme. Her er finisher-medaljen til Coast2Coast.
Den er hjemme. Her er finisher-medaljen til Coast2Coast. © Christian Thestrup

Se årets video fra Coast2Coast her nedenfor.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: