Vi kom i form med Aktiv Træning

Hans-Jørgen og Anders er begge beviser på, at det virkelig kan flytte formen, hvis man følger et godt træningsprogram.

13. september 2010

I april måned begyndte Aktiv Trænings halvmaratonskole en række artikler der måned for måned gav træningsfiduser og et detaljeret træningsprogram til bladets læsere. Hans-Jørgen og Anders fulgte træningsprogrammerne til punkt og prikke, og ved Powerade København Halvmaraton den 12/9 fik de begge flotte tider og en fantastisk løbsoplevelse.

Jeg har tabt 23 kg ved at løbe

”Sidste år vejede jeg 115 kg, i dag er jeg nede på 92 kg og satte ny personlig rekord med tiden 1 time og 32 minutter,” fortæller en glad Anders Sørensen.

"Jeg brugte jeres halvmaratonskole til at komme i topform. Nogle uger var jeg nødt til at bytte om på den lange tur og intervaltræningsturen, men jeg har stort set løbet alle de træningsture, som der stod i programmet."

Halvmaratonløbet på den behagelige septemberdag blev en stor oplevelse for den 29-årige løber. ”Det var fedt med så mange tilskuere langs ruten, der var god plads og jeg nød især den lang opløbsstrækning. Mit mål var egentlig at løbe i tiden 1 time og 30, men 1.32 er alligevel ny personlig rekord – 3 minutter bedre end min gamle PR.”

Jeg kom i form med Aktiv Trænings halvmaraton-skole

”Jeg havde ikke løbet i 30 år, men så droppede jeg smøgerne og gik i gang med at løbe for at undgå at tage på. Nu har jeg gennemført mit første halvmaraton,” fortæller en jublende glad Hans-Jørgen Jensen.

”Jeg har fulgt jeres halvmaraton-program fra start til slut og generelt fulgt rådene i Aktiv Træning, så jeg følte mig godt forberedt. Omvendt var det første gang, at jeg skulle løbe så langt, så jeg havde masser af sommerfugle i maven. Men det gik bedre end godt,” siger den 50-årige løber.

“Efter 17 km fik jeg kuldegysninger og følte mig svævende. Jeg begyndte at overhale andre løbere. Især de sidste 500 meter var fede. Jeg løb ind på opløbsstrækningen med et stort smil på læben, mens Volbeat drønede ud af højttalerne.” 2.09.33 blev Hans Jørgens officielle sluttid. “Det var helt fantastisk – og jeg er slet ikke smadret i benene.”

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: