Hurtigere løber? Hop på cyklen!

Få minutters høj­intens træning på kondicyklen kan gøre dig til en hurtigere løber, viser ny forskning.

4. november 2015

Du bliver god til det, du træner, lyder det som bekendt. Og det er helt sikkert rigtigt, men masser af kilometer i løbeskoene er ikke den eneste vej til bedre løbeform. Det viser et engelsk studie publiceret i det anerkendte tidsskrift Journal of Strength and Conditioning Research.

I studiet delte man 32 erfarne langdistanceløbere, som trænede mindst 40 km om ugen, op i to grupper: en, der oven i den normale løbetræning gennemgik et 2-ugers kort, men højintenst træningsprogram på kondicyklen, og en kontrolgruppe, der fortsatte den normale løbetræning.

Resultatet var, at cykelgruppen efter blot 2 uger havde forbedret sin præstation på en 3-km-løbetest med i gennemsnit 30 sekunder (ca. 5 %), mens gruppen, der blot havde fortsat løbetræningen, ikke forbedrede sig.

På baggrund af resultatet foreslår forskerne, at man kan bruge den højintense cykeltræning til at skærpe formen frem mod et løb uden at øge løbemængden og dermed skaderisikoen, eller at træningen bruges til at vedligeholde formen i skadeperioder.

Sådan skal du træne

  • Testpersonerne trænede 3 gange om ugen.
  • Det mest effektive træningspas bestod af 6 x 10 sekunders cykelsprinter med 30 sekunders pause mellem hvert sprint.
  • Derudover varmede de op i 5 minutter og rullede i 5 minutter efter intervallerne.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: