© Colourbox

Hvorfor stiger min konkurrencepuls?

De seneste år har jeg udelukkende trænet efter puls. Ved konkurrencer oplever jeg, at min puls er 10-20 slag højere end under træning, og det får mig til at sætte farten ned, fordi jeg bliver bange for at gå ned undervejs. Hvordan skal jeg håndtere ‘konkurrencefaktoren’?

Det er et ret almindeligt problem, du beskriver, og som du selv er inde på, skyldes pulsstigningen konkurrencenervøsitet, der øger adrenalinudskillelsen i kroppen. 10-20 slag er dog en stor forøgelse i forhold til pulsen under dine træningsture i dit konkurrencetempo, og det indikerer, at du er overspændt.

Du bliver nødt til at arbejde med de mentale sider af løb. Prøv at finde en mere afslappet tilgang til konkurrencerne.

Fokusér på, at det er sjovt at løbe sammen med andre, og at resultatet ikke er det vigtigste i verden. Vær afslappet i kroppen, mens du løber.

Stil gerne op i nogle motionsløb, hvor dit eneste formål med deltagelsen er at træne dette. Andre grunde til dine problemer kan være, at du aldrig træner på samme tidspunkt som konkurrencerne afvikles på.

Hvis du fx altid træner om aftenen, men konkurrencerne er søndag formiddag, er din krop ikke vant til at skulle præstere om formiddagen.

Hvordan du spiser og drikker op til konkurrencerne, i forhold til når du træner, kan også påvirke din puls, så find en strategi til træning, som du ved holder. Drop desuden at løbe med pulsur under konkurrencerne.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: