© Colourbox

Konkurrenceløb - Hvor tit?

Du kan løbe konkurrencer hele året. Men skal du præstere optimalt, skal du dele dine konkurrencer op i perioder.

2. september 2011

Hvor ofte man kan deltage i konkurrencer, afhænger meget af, hvor langt løbet er. Jo længere løb, jo længere restitutionsperiode kræver det at komme fuldt til kræfter igen. Et maraton kræver typisk 4-8 uger at komme sig over, og et halvmaraton 2-3 uger, mens 1 uges restitution er nok efter et 5- og 10-km-løb. Er du i meget god form, vil restitutionstiden være kortere.

Det er vigtigt, at du ikke bare ligger stille i restitutionsperioden. Sørg for at holde benene i gang med cykel- eller svømmeture de første dage, og kom gradvist i gang med løb igen. Få sovet meget, og spis godt med fokus på protein og sundt fedt fra fisk og planteolier.

Opbyg en formtop

Respekterer du restitutionsperioderne, kan du løbe konkurrence, så ofte du vil. Men vil du udnytte dit potentiale optimalt, kan du gøre som eliteløberne og dele konkurrencerne op i 1 eller 2 perioder om året – typisk 1 i foråret og 1 i efteråret. Fordelen ved denne metode er, at du kan opbygge en formtop frem mod konkurrenceperioden. Formtoppen bygges op over 8-10 uger ved hjælp af masser af intervaller og tempoløb. Tiden mellem formtoppene bruges på lange ture, der giver dig den fornødne sejhed og styrke til at kunne klare den hårde træning op til konkurrencerne. En formtop holder 3-4 uger, og det er oplagt at løbe korte løb i starten af konkurrenceperioden og løbe længere løb i slutningen af perioden.

Hvad så?

Et velgennemført løb er en af de største farer for løbemotivationen. Efter at have nået deres mål får mange en tom følelse, hvor de ikke kan finde mening med træningen. Sæt dig derfor et nyt mål – gerne 4-5 måneder ude i fremtiden – og træn endnu mere målrettet frem mod det.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: