Hældning Gør din træning på løbebånd mere realistisk ved at justere hældningen, som på de fleste løbebånd kaldes elevation eller incline. © Colourbox

Kan løbebåndet få mig i marathonform?

Jeg skal både løbe mit første halve og fulde marathon i foråret. Kan løbebåndet få mig i form hen over vinteren?

Du kan sagtens bruge løbebåndet til at skabe en grundform. Især i de kolde og mørke vintermåneder med sne og is på vejene er det fint at bruge et løbebånd til gradvist at optrappe antallet af kilometer før halvmarathon og den fulde distance. Men løbebåndet kan ikke stå alene.

Du får brug for at løbetræne udenfor under mere realistiske forhold, hvis du skal have en god oplevelse under din debut på de længere distancer.

Modvind, sidevind og vindmodstand er elementer, du skal vænne dig til at løbe i. Din krop skal også ‘vænne’ sig til at lande hårdere, end du gør på et affjedrende løbebånd. Ellers risikerer du at overbelaste dine ben og blive skadet af at deltage i de to løb.

Et godt træningsmiks vil derfor være, at du i den mørkeste del af vinteren løber to gange om ugen på løbebånd og i weekenden snupper en distancetræningstur udenfor på asfalt. Jo tættere du kommer på din marathondebut, jo mere skal du ud i det fri og træne.

Gør også din træning på løbebåndet mere realistisk ved at indstille dets hældning. 1-2 procents hældning simulerer vindmodstand, mens nogle minutters løb med 5-6 procents hældning simulerer, at du løber op ad en bakke.

Husk også, at løbebåndet er bedst til at forbedre din kondition ved hjælp af fx intervaltræning, mens du let kan kede dig halvt ihjel ved at løbe lange ture i roligt tempo.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: