Løbetræningens 5 gear

Du har 5 gear at lege med som løber, fra rask gang til sprint.

25. marts 2011 af Bjarke Kobberø

1. gear

Rendyrket hygge. Tempoet er rask gang eller let løb, pulsen er stadig lav, og der kan sludres løs efter alle kunstens regler. Dette er opvarmningstempo og forbereder kroppen til den hurtigere træning.

2. gear

Pulsen kommer lidt højere op, men det er stadig behageligt, og der kan føres en fornuftig samtale. Dette vil typisk være det tempo, du løber i på en almindelig løbetur.

3. gear

Her begynder det at blive sjovt. Åndedrættet besværes, og samtale kan kun føres i afbrudte sætninger. Du ligger lige under grænsen til, at benene begynder at syre til, men du kan dog stadig holde en jævn rytme.

4. gear

Så rykker vi. Hjertet pumper, benene begynder at syre til, åndedrættet hvæser. Tale foregår i enstavelsesord. Du har dog lige overskud nok til at kunne holde fokus på en god løbeteknik og rytme. Tempoet kan holdes i korte perioder på 1-5 min.

5. gear

Tempoet her er rendyrket sprint. Speederen er i bund. Nu giver du alt, hvad du har, og har ikke lyst til at tænke på andet end overlevelse. Pulsen er helt oppe i det røde flet, og tempoet kan kun holdes i kortvarige eksplosioner a 10-30 sekunder. Vær meget varsom i 5. gear. Husk, at du skal være grundigt varmet op, før du giver dig i kast med løbetræningen i 5. gear. Husk også afjog bagefter.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: