Fordele ved at gå: Intet tidstabMindre udmattelseFærre muskelsmerterHurtigere restitutionMindre skaderisikoLuft til at nyde løbeturen

Gå bare under maratonløbet

Ved at veksle mellem løb og gang under et maraton kan man mindske ømheden i kroppen uden at smadre sin sluttid.

31. marts 2015

Det er ingen katastrofe for motionsløberen at gå i kortere perioder på maratondistancen. Tværtimod kan det være en udmærket strategi, som slet ikke behøver at ødelægge sluttiden.

Det viser et tysk forsøg med 42 amatørløbere, der forud for maratonløbet i Kassel havde deltaget i 3 måneders maratontræning. Under selve løbet blev de delt ind i to grupper. Den ene løb hele distancen, mens løberne i den anden gruppe stoppede op og gik i 1 minut for hver 2,4 kilometer.

Overraskende nok viste det sig, at de to grupper gennemførte løbet i stort set samme tid – lige over 4 timer. De løbere, der både havde løbet og gået, oplevede tilmed færre muskelsmerter og mindre udmattelse lige efter løbet. Her var det kun 5 procent, der var plaget af ekstrem udmattelse, mens det gjaldt 40 procent i løbegruppen.

– Det tyder på, at løb og gå-metoden reducerer belastningen på bevægeapparatet. Derfor kan denne løbsstrategi i høj grad anbefales til ikkeeliteløbere, da man kan opnå samme sluttid med mindre ubehag, skriver forskerne bag forsøget.

Træn med løb og gå-metoden:

Det er ikke kun under lange løb som maraton, man kan have gavn af at veksle mellem løb og gang. For begyndere er det et genialt redskab, hvis man hurtigt vil ud på længere distancer uden at blive skadet. Metoden er også oplagt til tempotræning. Her er et bud på, hvordan du skal veksle mellem gang og løb, alt efter hvor god form du er i. Under gang er det ikke meningen, at du skal slentre roligt afsted, men fortsætte din tur med raske skridt.

  • BEGYNDERE: 1 min. løb – 1 min. gang.
  • LETTERE ØVEDE: 2-4 min. løb – 1 min. gang.
  • ØVEDE: 4-6 min. løb – 1 min. gang.
  • MEGET ØVEDE: 4-8 min. løb – 30 sek. gang.

Source #Journal of Science and Medicine in Sport

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: