Verdens 10 mest unikke marathonløb

Verdens 10 mest unikke marathonløb

Vi har samlet en liste over 10 af klodens mest enestående marathonløb – fra det farverige til det regulært fantastiske. Fordi de 42,195 km kan løbes på så mange måder ...

  • Af Christian Martinez
  • 09-11-2016

1. Marathon: Tenzing Hillary Everest Marathon

Hvor: Nepal

Derfor skal du deltage: “Probably the most adventurous trail run in the world,” siger arrangørerne om dette marathon på verdens tag med udsigt til de sneklædte Himalayabjerge. Højeste punkt på ruten er 5.545 m, hvilket er nok til at give selv sherpaer – de berømte nepalesiske bjergguider, der i 1953 hjalp sir Edmund Hillary op på toppen af Everest – åndenød, hvis ikke decideret højdesyge. Løbet starter ved basecamp og passerer fx buddhistiske klostre og sherpahovedstaden Namche Bazar. Selvom det meste er downhill, så gør den ekstreme højde, at man må akklimatisere i tre uger i hovedstaden Kathmandu inden starten.

2. Marathon: New York City Marathon

Hvor: New York, USA

Derfor skal du deltage: Ifølge arrangørerne klapper en million newyorkere dig på vej gennem dette løb, der betragtes som verdens største marathon med over 50.000 deltagere. Det første marathon blev afholdt i 1970 i Central Park med blot 127 løbere (hvoraf 55 nåede i mål), men siden er eventen vokset, så man løber gennem byens fem boroughs: Staten Island, Brooklyn, Queens, Bronx og Manhattan. Målet har alle år været placeret i Central Park, hvor de sidste fem km gennemføres i et lettere kuperet terræn, der gennem tiderne har kostet mange løbere sejren. Som en ekstra bonus afvikles løbet tidligt i november, hvor byen er præget af efterårets farver.

3. Marathon: Tokyo Marathon

Hvor: Tokyo, Japan

Derfor skal du deltage: Fordi du får en magisk ‘ud af denne verden’-agtig løbetur i klodens største bydistrikt. Tokyo Marathon hører til de seks World Marathon Majors, men er særligt, ved at der er tradition for, at mange af de 36.000 deltagere klæder sig ud. Ballerinaer, buddhaer og auberginer med ben er kort sagt lige så typiske på ruten som topatleter. Løbet er i vanlig japansk stil perfekt afviklet med afstikkere til vartegn som Tokyo Metropolitan Government Buildings og Tokyo Big Sight med sine 58 m høje tårne ud til Tokyobugten.

4. Marathon: Big Sur International

Hvor: Californien, USA

Derfor skal du deltage: Californiens måske mest unikke og smukke landevej, den legendariske Highway One, udgør hovedruten for Big Sur International Marathon. Med en placering bogstavelig talt på kanten af den vestlige verden direkte ud til Stillehavs­kysten vil bakkerne og den stride sidevind på ruten fra Big Sur til Carmel trække tænder ud, men for de godt 4.500 årlige deltagere er den spektakulære ud­sigt alle anstrengelserne værd. Bliver man træt af havudsigten, er der på den modsatte side af ruten kig til amerikanske rancher i bølgende bakkelandskaber og de store redwoodtræer i delstatens nationalparker. Big Sur har vundet et hav af priser, bl.a. har Forbes det på sin top-10 over løb, der er værd at rejse efter. Book tidligt – for nok er det for os nordboere et overset løb, men der er rift om pladserne.

5. Marathon: Cortina Trail

Hvor: Italien

Derfor skal du deltage: De dramatiske kalkstensmassiver i bjergkæden Dolomitterne udgør et enestående bagtæppe for en af verdens smukkeste – og hårdeste – løberuter: Cortina Trail i Norditalien. Løbet er med sine 47 km også en smule længere end et traditionelt maraton. Løbet udgør samtidig mellemdistancen i The North Face Lavaredo Ultra Trail på 120 km, en del af Ultra-Trail World Series. Dolomitterne blev tilbage i 2009 optaget på Unesco’s liste over verdens naturarv, og det unikke landskab byder ud over vilde, savtakkede bjerge på fascinerende levn fra 1. verdenskrig. Løbet lokker hvert år 4.500 løbere fra alle dele af verden til. Skulle man ønske en mere overkommelig rute end det fulde marathon, kan man vælge at løbe de 20 km i det såkaldte Cortina Skyrace.

6. Marathon: Big Five Marathon

Hvor: Afrika.

Derfor skal du deltage: En slags safari, hvor firehjulstrækkerne er skiftet ud med løbesko. Selvom løbet foregår om vinteren, er solen ikke just mild på den åbne sydafrikanske savanne. Løbet er opkaldt efter de fem mest berømte afrikanske dyr, også kaldet ‘The Big Five’: løve, leopard, elefant, næsehorn og bøffel. Ruten går gennem det private Entabenivildtreservat i Limpopoprovinsen, der ligger mellem Johannesburg og Kruger National Park i det nordlige Sydafrika. Big Five Marathon er blevet afholdt hvert år siden 2005 og foregår i 1.200-1.700 meters højde. Der er ingen hegn, der adskiller løberne fra savannens dyr, men park rangers sørger for sikkerheden, så du kan koncentrere dig mere om løbet og mindre om rovdyrene.

7. Marathon: Berlin Marathon

Hvor: Berlin, Tyskland

Derfor skal du deltage: Siden starten på Berlin Marathon i 1974, hvor der var bare 286 deltagere, er der i gennemsnit blevet skåret et minut af sluttiden hvert år, så løbet i dag betragtes som verdens ‘hurtigste’ maratonrute (verdensrekorden er sat netop her). Det er også vokset til et af verdens største marathoner med over 40.000 deltagere – ofte med over 3.000 danske deltagere, der bidrager til at gøre det til lidt af en dansk løbefest i den tyske hovedstad. Ud over god stemning fra tilskuerrækkerne er det en udpræget flad rute gennem den genforenede by med start og slut ved Brandenburger Tor.

8. Marathon: Marathon du Médoc

Hvor: Frankrig

Derfor skal du deltage: Nogle kalder det verdens længste løb, andre det mest idiotiske. Sandheden er snarere, at Médoc-marathon er et sjovt oplevelsesløb, ‘a moveable feast’, gennem en rute med 30 vin­slotte i det sydlige Frankrig. Deltagerne er klædt ud i kostumer og gør undervejs holdt ved diverse vinslotte for at tanke alt fra årgangsvin til foie gras, østers og franske vafler. Der er også livebands på ruten, som sikrer underholdningen – og i det hele taget er stemningen så tilpas løssluppen – man fristes til at sige fransk – at du glemmer alt om løbstider. Hvilket nok er heldigt, for løbsledelsen tillader 6,5 timer til at fuldende.

9. Marathon: Maratona di Roma

Hvor: Rom, Italien

Derfor skal du deltage: Fordi de sidste syv km op til målstregen ved Colosseum er magiske, og fordi du undervejs får mulighed for at opleve Roms mange turistattraktioner – fra Peterskirken til Trevifontænen – på en sjovere og mere aktiv måde end de over fem millioner turister, der hvert år besøger byen. Roms marathon er også stedet, hvor du kan løbe i legenden Abebe Bikilas berømte fodspor: Det var under OL i Rom i 1960, at han som den første afrikanske løber tog guld (og smed skoene, ”fordi de gnavede”). Forvent italiensk sans for iscenesættelse: I 2000 velsignede pave Johannes Paul 2. feltet fra Peterspladsen, inden turen gik gennem byens gader.

10. Marathon: Antarctic Ice Marathon

Hvor: Sydpolen

Derfor skal du deltage: De ekstreme forhold gør dette marathon, det sydligste løb i verden, til et af de sværeste at gennemføre med temperaturer ned til 20 minusgrader og faldvinde på op til 50 km/t. fra de nærliggende Ellsworth Mountains. Som om det ikke var nok, foregår det hele i 700 meters højde. Så er der prisen, som næsten er det hårdeste: Tilmelding koster over 100.000 kr., men så får du også fly fra Punta Arenas i Chile til Union Glacier Camp i det centrale Antarktis, hvor der er fire dages indkvartering og sundhedspersonale og snescootere til rådighed. Forvent ikke hujende folkemængder langs ruten (eller liv i det hele taget). End ikke pingviner slår et smut forbi disse ugæstfrie egne.

NYHEDSBREV

Få vores gratis nyhedsbrev med masser af gode tips til din træning.

Følg os på instagram

Følg os på instagram

Få forsmag på testvindere og kom med bag kameraet.

Find os her
Mest læste
Undgå klassiske marathonfejl

Undgå klassiske marathonfejl

Maraton |

Vi guider dig her uden om de allermest ...

Undgå de klassiske maratonfejl
Test: Er DU klar til maraton?

Test: Er DU klar til maraton?

Test |

Vil du nogensinde kunne gennemføre de ...

Tag testen her
Så meget hurtigere er de danske marathonløbere blevet på 5 år

Så meget hurtigere er de danske marathonløbere blevet på 5 år

marathon |

Siden 2009 er den gennemsnitlige ...

Læs mere
3 tips til sund marathontræning

3 tips til sund marathontræning

Marathon |

Skal du træne op til marathon? Så tjek ...

Læs mere
Hvor tit må jeg løbe maraton?

Hvor tit må jeg løbe maraton?

Spørg os |

Jeg planlægger at løbe 3 eller 4 ...

Hvor tit må jeg løbe maraton?
Nyeste
Verdens 10 mest unikke marathonløb

Verdens 10 mest unikke marathonløb

Marathon |

Vi har samlet en liste over 10 af ...

Læs mere
Så meget træner sub-3 timers maratonløbere

Så meget træner sub-3 timers maratonløbere

Marathon |

Cykel- og løbeappen Strava har ...

Læs mere
Denne kostplan gør dig 10 min. hurtigere

Denne kostplan gør dig 10 min. hurtigere

Marathon |

Løb maraton 10 min. hurtigere uden ...

Læs mere
Gå bare under maratonløbet

Gå bare under maratonløbet

Løb og gå |

Ved at veksle mellem løb og gang under ...

Læs mere
Sådan – maraton på under 3 timer

Sådan – maraton på under 3 timer

Marathon |

Træningsdata fra 4.000 maratonløbere ...

Læs mere
Cookie- og privatlivspolitik