10-20-30 Konceptet er oplagt til løb med vennerne. Spurtdelen inviterer til kapløb!

Sjovere og mere effektivt løb

10-20-30 hedder et nyt træningskoncept til motionsløbere. Det er udviklet af forskere fra Københavns Universitet og har til formål at forbedre formen, afkorte træningstiden og gøre løb sjovere.

14. juni 2011

Sådan gør du

10-20-30-konceptet er ganske enkelt. Efter en omgang let opvarmning, fx 5 minutters let jog, løber du:

  • 30 sekunder, hvor du jogger helt let.
  • 20 sekunder i et tempo, der svarer til dit 5-km-tempo.
  • 10 sekunder sprint med fuld gas.

Gentag cyklussen 10-15 gange. Hold evt. 2 minutters pause for hver 5. gentagelse.

Konceptet er tiltænkt motionsløbere, der løber 10-20 km fordelt over 2-3 ture om ugen.

10-20-30 er ikke kun en børneleg i svømmehallen – det er også et helt nyt løbetræningskoncept, der løfter sundheden, forbedrer præstationen og samtidig reducerer træningstiden i løbeskoene.

Konkret går det ud på at spurte i 10 sekunder, løbe i høj fart i 20 og jogge let i 30 sekunder. Konceptet er udviklet af forskere fra Københavns Universitet, der netop har påbegyndt en større undersøgelse af effekterne af træningsformen.

“Det er en enkel og overskuelig måde for motionsløberen at få intensitet i træningen på,” siger Thomas Gunnarsson, ph.d.-studerende i idræt ved Københavns Universitet og en af forskerne bag projektet. Tidligere studier har vist, at meget højintens træning både gavner løbepræstationen og sundheden. Fx styrkes kolesterolprofilen og fasteblodsukkeret, så risikoen for hjertekar- sygdomme og sukkersyge dykker. Og det er de gevinster, forskerne håber at finde en let vej til med det nye koncept.

Men forskerne forventer ikke kun fysiologiske effekter af det nye træningskoncept. Også på det mentale plan kan der høstes gevinster. For det første skal der trænes i kort tid. Under 20 minutter ad gangen. For det andet gør de forskellige tempi træningen sjov og varierende.

10-20-30-konceptet henvender sig til almindelige motionister, der løber 5-8 km 2-3 gange om ugen, men alle vil have gavn af træningsformen.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: