Styrke gør dig hurtig

Få og enkle styrkeøvelser gør dig i stand til at holde et meget højere løbetempo, når du er træt, viser et nyt engelsk studie.

19. september 2011

Hvorfor daler tempoet sidst på en hård løbetur? Det har en gruppe forskere fra Northumbria University i England undersøgt. En del af svaret er, at vores løbeøkonomi bliver dårligere sidst på løbeturen.

I træt tilstand skal vi simpelthen bruge mere energi på at bringe os selv fremad ved en given hastighed, end når vi er friske. Det skyldes, at vi begynder at hænge i hofterne, vores skridt bliver tungere og mere sjoskende, og vi mister den spændstighed, som vi havde i starten af turen.

Grunden til miseren er, at vores muskler bliver trætte. De kan ikke opretholde spændingen og spændstigheden, og det går ud over løbestilen. Der er dog stor forskel på, hvor meget løbeøkonomien daler. Hos nogle løbere iagttog forskerne et stort fald, mens andre klarede trætheden, næsten uden at det gik ud over løbeøkonomien. Forklaringen på det skal findes i løbemusklernes udholdenhed. De løbere, der havde de mest udholdende muskler i især mave, ryg, hoftebøjere og baglår, havde de mindste fald i løbeøkonomi og kunne altså i højere grad opretholde tempoet.

Løbere kan derfor med stor fordel arbejde med udholdenheden i de relevante muskler, konkluderer forskerne.

Sådan bliver du mere udholdende

Udholdende muskler i mave, ryg, hoftebøjere og baglår gør dig til en mere effektiv løber. Løbetræning i sig selv styrker musklernes udholdenhed, men få, enkle øvelser er en god genvej. Lav disse øvelser 2 gange om ugen efter en løbetur.

  • Planken: Lig på gulvet, og hvil på underarmene og tæerne. Hold kroppen stiv som en planke, lige så længe som du kan.
  • Lunges: Stå med samlede fødder. Træd nu så langt frem med dit ene ben, at knæet på det andet ben næsten rører gulvet. Sæt så af med dit forreste ben, og kom tilbage til start.
  • Baglårsstyrke: Lig på ryggen med fødderne tæt på bagdelen. Skyd hofterne op mod loftet, og sænk dem så ned til gulvet igen.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: