© Getty Images.

Tre gode tips: Bliv en lynhurtig byløber

Ikke alene kan du forvandle sur transporttid til træningstid. Hvis du udnytter byens muligheder optimalt, får du en gedigen omgang træning med pulsen helt i vejret.

13. august 2014 af Claus Cancel - Radio24syv.

De fleste løbere drømmer om, at alle ugens løbeture kan foregå i pagt med naturen, mens man løber om kap med hjortene og synger fællessang med vibstjerten.

Virkeligheden er dog ofte en anden, når arbejde, børnehentning og diverse ærinder skal gå op i en højere enhed. Men så er det godt, at man ofte har byen lige uden for døren. Byløb er nemlig langt bedre end sit rygte, og der er masser af muligheder for at spare tid, få gode oplevelser og ikke mindst få solid træning ud af det.

Her er tre tips til byløberen:

Løb på arbejde: Uanset om du bor eller arbejder i byen, så kan du gøre en del af din pendlertid til træningstid ved at løbe en del af eller hele strækningen til og fra arbejde. Stå fx af toget et par stop før arbejdspladsen og løb resten af vejen. Har du ikke mulighed for at tage et bad på arbejde, så kan du nøjes med kun at løbe hjem fra arbejde eller tage toget og stå af et par stop, før du er hjemme.

Det gode ved at lave transporttid om til træningstid, er, at du faktisk sparer tid i det samlede regnskab. Hvis vi nu siger, at det normalt tager dig en halv time at komme på arbejde, men 45 minutter, hvis du løber, så har du altså vekslet et kvarters ekstra tid til 45 minutters træningstid. Ikke en helt dårlig kurs i en dagligdag fyldt med børnehentning, arbejde, fritidsinteresser og meget andet.

Intervalløb mellem trafiklys: I stedet for at lade sig irritere over trafiklysene gælder det om at bruge dem taktisk. Er der fx et sted på din rute med 3-4 trafiklys i træk, så løb intervalløb mellem dem og brug lyskrydset som stop hver gang uanset, om der er grønt eller ej. Det giver dig en god pause, så du kan få endnu mere fart på næste interval. Hermed forvandles lyskrydsene fra forhindring til en kærkommen pause.

Løb om kap med pendlerne: Der er stor sandsynlighed for, at du er blandt de hurtigste i byen, når du løber i myldretiden. Så udvælg dig en bus eller en bil, der skal samme retning som dig og start så kapløbet. Hvis du har lagt din rute rigtigt, vil du støde ind i den samme bus eller bil flere steder, og er du hurtig nok, er det dig, der løber af med sejren og kommer først over den fiktive målstreg oppe i dit hoved.

Download hele byløberens overlevelsesguide her

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: