Ultraløber Mille Ree
© Privat

Ultraløberen Mille Ree: Jeg løber for at bryde grænser

For 4 år siden var Mille Ree en lidt fortravlet småbørnsmor med en livsstil, der afgjort kunne være sundere. Så lagde hun en plan, og i dag er hun en af Danmarks bedste ultraløbere.

20. marts 2017 af Lasse Lyhne

Interview med Mille Ree

Om Mille:

  • Alder: 37 år.
  • Job: Makeupartist på TV2 News.
  • Klub: Løber med NBRO i København.

Præstationer:

  • Swiss Alpine K78: 11.00.00.
  • Coast2Coast: 03.50.00.
  • Marathon: 3.03.46.
  • Halvmarathon: 1.27.44.
  • 10 K: 39.21.

Hvordan kom du i gang med at løbe?

Det var i 2014. En af mine veninder skulle løbe Coast2Coast i Nordjylland. Et 50-km-ultraløb, hvor man ser solen gå ned ved Vestkysten, løber på tværs af landet og ser den stå op igen i øst. Jeg var slet ikke i form, så det kunne jeg ikke. Men jeg syntes, det lød superfedt, og besluttede, at jeg ville deltage året efter.

Derefter lagde jeg en plan. Jeg ville løbe hver anden dag og gradvist øge distancen. Først løb jeg fem km hver gang. Efter en måned øgede jeg til skiftevis fem og syv km. Så løb jeg fem, syv og ti km. Dernæst syv, ti og syv km og endelig ti, tolv, ti km. Det var en simpel plan, men den gav mig struktur og progression i træningen, uden at jeg blev skadet. I dag løber jeg 80 km om ugen fordelt på 4 - 5 løbeture.

Var det hårdt at komme i gang med at løbe?

Nej, egentlig ikke. Jeg oplevede hurtigt, at løbeturene gav mig mere overskud både fysisk og mentalt. Jeg kunne simpelthen klare mere. Jeg arbejder meget og har også små børn, så det der med at få en halv time til mig selv var noget, jeg satte pris på med det samme, og det gør jeg stadig.

Nogle gange bruger jeg løbeturene til at tænke, andre gange rammer jeg bare sådan en slags vakuumtilstand, hvor hovedet bliver helt tomt og renset for tanker.

Deltog du så i Coast2Coast?

Ja. Det var hårdt, og jeg var helt smadret, men det gav mig også mod på mere og noget vildere. Jeg tilmeldte mig Swiss Alpine, et 78 kilometer langt bjergløb over Alperne i Schweiz. Det var virkelig, virkelig et vildt løb og noget helt andet end en tur på tværs af Danmark. De første 40 km gik fint. Her var der ikke de vilde stigninger, og jeg kom fint frem til et depot, hvor man kunne få noget af den forplejning, man selv havde medbragt. Jeg havde haft Matador Mix og chips med, men de var ikke kommet frem. Det knækkede mig lidt, og jeg tænkte meget på dem resten af turen.

De fleste nye løbere løber 5 eller 10 km. Du løb ultraløb. Hvorfor?

Jeg har også løbet kortere løb, men der sker noget med én, når man løber langt. Man kommer ud, hvor man ikke har været før, og lærer noget om sig selv. Man bliver stærkere mentalt og fysisk, hver gang man krydser en grænse. Det er en vild oplevelse at mærke, hvordan alt skriger stop, og så alligevel formår man at samle sig selv op og komme videre.

Det lyder også meget ensomt?

Det synes jeg ikke. Det er klart, at de lange træningsture en tidlig morgen i regnvejr kan blive lidt triste. Men i 2016 begyndte jeg at løbe med løbeklubben NBRO – det har så givet en ny social dimension til mit løb.

Generelt har løb givet mig utrolig mange oplevelser og nye venskaber over hele landet. Der opstår nogle gode og helt umiddelbare relationer mellem mennesker, når man løber sammen. En god og positiv energi. Jeg tror aldrig, jeg har mødt en sur løber, og jeg oplever ikke løb som en ensom egosport. Tværtimod som en cool isbryder.

Hvad er målene for det nye år?

Jeg vil gerne løbe maraton på under tre timer. Jeg har løbet på 3.03. Og så har jeg tilmeldt mig Keys100. Et 100-mile-løb (160 km) fra Key Largo til Key West i Florida. Her løber man over 40 små øer omgivet af vand hele vejen. Det bliver varmt og vildt hårdt, men jeg er spændt på at opleve, hvad der sker i så langt et løb under så varme forhold. 

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: