Mand strækker ud. Vinter.
© Jakob Helbig

Hold motivationen i den mørke tid

Selvom det er koldt, behøver du ikke skrue ned for indsatsen og lader formen dykke. Aktiv Træning har samlet 7 tips, der hjælper dig med at fastholde motivationen og træne klogt gennem den kolde og mørke tid.

1. december 2017 af Martin Kreutzer

7 tips til motivation i de mørke tider

Indrømmet. Det kan være hårdt at fastholde lysten og glæden igennem de mørke måneder. Her er 7 tips, der gavner motivationen.

1. Sæt dig et konkret, ambitiøst mål

10 km på under 45 minutter. Maraton i foråret. Presse 100 kg i bænkpres. Tabe 5 kg eller cykle motionsløbet Kysten Rundt. Hvad målet er, er ligegyldigt – bare det er ambitiøst og realistisk. Et mål er en af de stærkeste motivationsfaktorer. Det gør hver eneste træningstur til et skridt på vejen til at opfylde målet og sætter dermed træningen ind i en større sammenhæng. Vær helt konkret omkring målet, og sæt en dato, der ikke er alt for fjern. Ideelt set bør der være tale om noget, der ligger placeret i foråret, så du ikke fristes til at slå træningen hen med et “Jeg når det nok alligevel …”.

2. Skab alliancer

Overvej at træne sammen med andre. Det giver motivationen et kæmpe skub, når man ikke er ene om at trodse kulden og mørket. De lange træninger bliver hurtigere overstået, når du har nogen at snakke med, og samtidig forpligter en træningsalliance dig. Det står simpelthen ikke til diskussion, om der skal trænes, når du ved, at din kammerat har indrettet dagen herefter og er i fuld gang med at hive træningstøjet på.

3. Vær fleksibel

Planlægning er nøglen til succes, men det kan alligevel være en fordel at tillade sig en del fleksibilitet. Hvis du er træt og mat en dag, så drop den planlagte tempotur udenfor og gå i fitnesscenteret, og tag en tur på løbebåndet. Er vejene dækket af is, så drop raceren, og tag en time spinning i lune lokaler. Husk, at det vigtigste er, at du får trænet – ikke om du får trænet helt som planlagt. Alternativt er fx 15 minutters trappeløb på arbejdspladsen også klart bedre end ingenting og med til at fastholde træningsrytmen og følelsen af at have trænet.

4. Deltag i vinterens stævner

Er du motiveret af konkurrencer, så meld dig til et af de mange motionsløb, der kører hen over vinteren. Især inden for mountainbiking og løb er der talrige vintercups, hvor ivrige motionister dyster om hæder og ære, ligesom der findes masser af enkeltstående motionsløb. For mange er det med til at holde trænings­iveren intakt at se frem til en kommende dyst. Samtidig er selve konkurrencen et fantastisk effektivt træningspas. Se vores løbskalender for inspiration.

Få her inspiration til motionsløb om vinteren.

Mand løber i mørke
© Jakob Helbig

5. Køb det rigtige grej

For de fleste er nyt grej i den grad motivationsskabende. Man ser frem til træningen på en anden måde, når den foregår i et par nye sko eller en ny jakke. Til vintertræning er nyt grej ofte ligefrem nødvendigt. Du kommer ikke langt på vinterraceren uden fx kraftige overtræk til skoene eller varme handsker.

6. Sæt mål på fremgangen

Kun få ting er mere motiverende end en forandring til det bedre. Når du sætter dig op til næste omgang træning, er det ulig meget nemmere, hvis det tydeligvis giver pote. Kickstart gerne din træning på denne årstid med en indledende formtest, hvor du løber en testrunde for fulde gardiner eller træder op på vægten for at få syn for sagn. Mål løbende, ca. hver 4. uge, og se, hvordan din flittige indsats bærer frugt.

7. Sov!

Søvn er afgørende for motivationen. Mangler du søvn, mangler du det overskud, der skal til for at få trænet. Samtidig betyder for lidt søvn, at din fysiske og psykiske restitution bliver mangelfuld. Det koster formfremgang og øger skadesrisikoen. Du sover tilstrækkeligt, hvis du vågner af dig selv, frisk og veludhvilet, inden vækkeuret flår dig ud af drømmeriget. 

14 tricks til at sove godt i nat.

Stor vinterpakke til dig

Hold varmen og bliv set i mørket for KUN 69,50 kr. Lige nu kan du få en løbehue, handsker, hue, LED-armbånd og LED-lys til skoen + 2 numre af Aktiv Træning til en vanvittig pris. Du får hele pakken med alle 5 dele samt 2 numre af Aktiv Træning for KUN 69,50 kr. (+ 29,50 kr. i porto). Tilbuddet gælder kun så længe lager haves. Læs meget mere her

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: