Motivation
Motivation

Forskning viser, at udsigten til selv en lille bøde virker som en god motivator til at få trænet.

© iStockphoto

Straf hjælper på motivationen

Mangler du motivation til at få trænet, så giv dig selv bøder hver gang, du dropper træningen.

22. februar 2017 af Hans Westhausen Gottlieb

Hvis du vidste, at det ville koste dig 10 kr. at springe dagens træning over, så ville du rejse dig fra sofaen og komme afsted. Udsigten til økonomisk tab er i hvert fald ifølge forskere et effektivt middel til at få trænet.

I et studie fra University of Pennsylvania skulle forsøgspersonerne hver dag i 13 uger gå minimum 7.000 skridt. En gruppe fik 1,40 dollars (ca. 10 kr.) hver dag, de nåede målet, mens en anden gruppe blev frataget 1,40 dollars fra en onlinekonto på 42 dollars hver gang, de gik under 7.000 skridt om dagen. Endelig deltog en kontrolgruppe, som skulle forsøge at gå 7.000 skridt om dagen uden dog at få eller blive fratrukket penge.

Vi vil altid undgå tab

Resultatet viste, at gruppen, der risikerede at miste penge, nåede målet 45 pct. af tiden, mens gruppen, der potentielt kunne tjene penge kun nåede målet 35 pct. af tiden. Kontrolgruppen havde succes 30 pct. af tiden.

Den såkaldte tabsaversion er kendt fra forskning i adfærdsøkonomi, men den gør sig altså også gældende inden for træning og motion.

Ja, der findes en app…

Den mest langtidsholdbare vej til motivation er at finde en aktivitet, som man synes er sjov, men hvis udsigten til fx 10.000 daglige skridt ikke får humøret helt op at ringe, så kan økonomisk motivation være et forsøg værd.

Her kan man fx bruge appen Pact, hvor du indbetaler et selvvalgt beløb, når du misser træning og omvendt modtager penge fra de andre brugere, når du opfylder dine træningsmål.

Kilde: Annals of Internal Medicine

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: