Er billige mountainbikes et okay køb?

Jeg overvejer at købe en mountainbike, men synes, at 20.000 kroner er for meget at bruge på en cykel. Hvor gode er billigere cykler?

Vi er helt enige i, at 20.000 kroner er alt for meget for en cykel til begyndere. Når du skal tage hul på en ny sport, er der ingen grund til at investere hele formuen i et dyrt stykke grej, der er bygget til folk, der stiller op i konkurrencer.

Supermarkedernes og byggemarkedernes tilbud til 1.200-3.000 kroner skal du dog gå uden om – det er cykler, der ligner fuldblodsmountainbikes, men slet ikke kan holde til de strabadser, som skovens ujævne underlag udsætter cyklen for. De bryder hurtigt sammen og fungerer så dårligt i ægte mountainbiketerræn, at de ødelægger oplevelsen for dig.

En fornuftig begyndercykel starter ved 6.000 kroner. Herunder kan du se, hvor det kan betale sig at vælge billige dele, og hvor på cyklen kvalitet er vigtigt.

Hjul

Gå uden om de tungeste og billigste hjul. Hver gang du sparer 100 gram på hjul, svarer det faktisk til at spare 1 kg på stellet.

Gear

Selv de billigste gear fungerer ganske glimrende, og så er de billigere at udskifte, hvis en gren i skovbunden fx ødelægger den udsatte bagskifter.

Støddæmpning

Gå uden om de billigste forgafler med fjedre i. Vælg en lidt dyrere, der affjedrer cyklen ved hjælp af lufttryk. En brugbar forgaffel koster cirka 1.000 kr.

Kranksæt

Vælg bare et billigt kranksæt. Skift til et lidt bedre, når du har slidt det op.

Stel

Vælg aluminium, og gem den dyre karbon, til du vil i gang med at konkurrere.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: