© Colourbox

Mountainbike - vintersjov på to hjul

Vinter og sne betyder ikke, at din mountainbike skal gå i hi. Tværtimod lokker sneklædte skove med en ganske særlig køreoplevelse. Her får du alle de bedste fif til at tackle sneen.

8. januar 2014 af Jannik Petersen

Gemmer du din mountainbike væk, når den første sne falder? Så få den op af kælderen eller ud af garagen i en fart. Ude i den sneklædte skov venter dig masser af sjove oplevelser på to hjul.

Er du klar til at lege i sneen, udvikle din teknik og få trænet i gudesmukke omgivelser? Så læs videre.

Snekørsel er langsommere og helt anderledes krævende end en træningstur i efterårsskoven. Går du ud og angriber sporet, som du plejer, kommer du til at ligge mere ned, end du står op.

Så husk at slå hjernen over på sne. Når vinteren har kastet sin hvide kappe ud over stier og sporet, handler det ikke længere om hidsigt tempo og maksimal konditionstræning, men om at nyde det fantastiske landskab og lege på to hjul.

6 fif gør dig klar snekørsel på mountainbike

Glem bremserne Fordi: I sne resulterer pludselige opbremsninger oftest i, at du skrider ud eller styrter.

Sådan gør du: Normalt består en træningstur på mountainbike af accelerationer, opbremsninger og svingmanøvrer. Den kørestil sidder sikkert på din rygrad. Men tænk i stedet på dit flow, når du kører i sne. Det vil sige, at du forsøger at køre i et jævnt tempo, der passer til forholdene.

Har du for meget fart på, så stop med at træde i pedalerne, i god tid før du fx skal til at svinge. Skal det bremses, så gør det roligt og gradvist. med små klem på bremsegrebet.

Farten er din ven Fordi: Kører du for tøvende i sne, kommer du ingen vegne. Sne yder markant mere modstand, end mountainbikesporet normalt gør. Sådan gør du: Noget af det sjoveste ved at køre mountainbike i sneen er at få et godt flow. Kør ikke tøvende. Hold i stedet fart i cyklen, så du kan tromle gennem tætpakket sne og snedækkede forhindringer. Kør i lave gear, så du kan holde en høj kadence. Du skal ikke køre i det samme tempo hele tiden. Hold jævn fart frem mod forhindringerne, og træd så cyklen op i fart, lige inden du rammer dem. Din og cyklens tyngde hjælper dig over dem. Det er ikke farteksplosioner – kun lidt ekstra fart på strategiske tidspunkter.

Læg vægten bagud Fordi: I blød sne risikerer du let, at forhjulet bliver afsporet eller pludselig borer sig ned, står stille og sender dig ud over styret. Sådan gør du: Rejs dig op, placér pedalerne i samme højde, stræk armene, og sørg for at have bagdelen bag ved sadlen – som hvis du skulle køre ned ad en stejl skrænt. Nu har du bagvægt på cyklen, og forhjulet kan ikke pløje sig ned i områder med dyb sne. Jo længere bagud og ned du sænker bagdelen, desto mindre vægt hviler der på forhjulet. Sådan kan du selvfølgelig ikke hænge hele turen – justér løbende din position, og brug den ultimative bagvægtsposition, når virkelig dybe snemasser truer forude.

Forudse din rute Fordi: I sne kan du ikke lynkorrigere med en hurtig opbremsning eller et pludseligt retningsskift. Prøver du på det, ryger du på bagdelen. Sådan gør du: Kig ikke lige ned foran dit forhjul, men nogle meter længere frem, så du kan planlægge dit næste træk i god tid. Vil du fx højre eller venstre om den snetoppede sten midt på sporet? Tro på dit valg, og bevar roen. Husk også altid at kigge derhen, hvor du gerne vil køre, i stedet for at rette blikket stift mod grøften, hullet, træ- stammen, eller hvor du helst vil undgå at havne. Din hjerne forstår bedst positive budskaber, og chancen for at lykkes bliver betydelig større, når du kigger målrettet mod ønskepunktet.

Bliv siddende Fordi: Hvis du ikke har vægt på baghjulet, når du træder i pedalerne, spinner hjulet bare rundt – uden at du kommer fremad. Sådan gør du: Når et flere cm dybt lag sne dækker MTB-sporet, skal du være ekstra opmærksom på at vælge et gear, som du kan træde rundt – uden at måtte rejse dig op i pedalerne. Skift hellere ned én gang for meget end én gang for lidt. Reglerne for mudderkørsel gælder også her: Går det opad, så skift ned i tide, og hold bagdelen i sadlen, så der er vægt på baghjul og dermed vejgreb i dækkene. Rejs dig kun op i snekørsel, når du trænger til at strække benene, eller dyb sne truer forude, så du skal køre med bagvægt.

Godt vinter- grej holder dig lun på hele turen

  • Tykke luffer er lune, men du kan ikke betjene dine gear, når fingrene er kapslet ind. Lobster-gloves samler fingrene to og to, så du både holder varmen og kan skifte gear.

  • Skoovertræk i tykt neopren holder dine fødder tørre og varme

  • En beany luner hovedbund og ører – uden at få din hjelm til at sidde som på Poul Nyrup.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: