Mand og kvinde på mountainbike
© iStock

Sådan får du mest ud af din mountainbiketur

Det er vigtigt at have styr på teknikken, hvis man vil have maksimalt udbytte af mountainbiketræningen. Vi har samlet 10 skarpe råd, der optimerer effekten af din moutainbiketur.

29. marts 2017 af Niels Christian Thalund

Mountainbiking er supereffektiv træning, hvor tempo, action og adrenalinkick er en uundgåelig del af den sveddrivende ‘skovtur’ på kringlede singletracks og stejle op- og nedkørsler. Tril med til en rask køretime for MTB-novicer – og alle andre med behov for at pudse den basale teknik af.

10 råd til optimal træning på mountainbike:


1. Løst greb om styret 

Det kan være fristende at holde krampagtigt fast i styret, når det går løs. Men det vil med garanti give dig øm nakke og skuldre. Et løsere greb om styret, men altid med dine fingre lukket sammen til et ‘O’, vil derimod give dig fuld kontrol og mere bevægelighed, uden risiko for at et pludseligt slag i forhjulet får dig til at miste grebet. Kør samtidig med bukkede arme og udadvendte albuer. Det virker nemlig som gode stødæmpere. Hav også hele tiden en eller to fingre hvilende på bremsegrebene. 

2. Bagdelen tilbage ned ad bakke

Skub bagdelen langt bagud, når du rammer en nedkørsel. Det giver dig meget bedre kontrol med cyklen, når tyngdepunktet flyttes bagud – maven skal faktisk hænge lige over sadlen. På den måde letter du presset på forhjulet, du risikerer ikke at ryge forover, og du kan bremse meget mere med forbremsen. Selv hvis forhjulet skulle blokere, kan du holde balancen, da bagdelen hænger over baghjulet. 

3. Find balancen op ad bakke

Skub bagdelen helt frem på eller foran sadelspidsen, når du cykler stejlt opad. Læn dig også gerne frem og ned over styret. Der skal være så meget vægt på forenden af cyklen, at den ikke stejler, og dog så meget vægt på baghjulet, at det stadig har et fast bid i un­der­laget. Et godt trick på stejle opkørsler er at lade vægten komme så langt forud, at spidsen af sadlen sidder lige i numsen. 

4. Miks ruten

Rent træningsmæssigt giver det god mening at mikse en rute, som tager dig ud på både grus- og skovveje samt ind på de skræddersyede MTB-spor – de såkaldte singletracks. Når du ræser afsted på grusvejen, kan du banke tempoet højt op og træde et tungere gear, så du arbejder med din styrke og din udholdenhed. Søger du ind på de små, kringlede singletracks, udfordrer og udvikler du både din teknik og din fysik – og de fleste vil afgjort også synes, at det er noget sjovere end at sidde og ‘sejtrække’ på flade skovveje. 

5. Tempokørsel

Som på flad skovvej gælder det her om at køre til, men på et smalt, kringlet MTB-spor er der et teknisk aspekt inde over, som øger sværhedsgraden – og det sjove ved MTB-cykling – markant. Sporet skal dog ikke være sværere, end at du virkelig kan hamre igennem og holde et højt tempo. Idéen er, at du opnår og mærker et godt flow og en konstant rytme i cyklingen, så du ‘glider igennem’ sporet – lidt som var du et tog på et jernbanespor.

  • Tip! Kør kun i et halvtungt gear, der tillader en kadence på 70-80 omdrejninger pr. minut, så du træder kraftfuldt rundt uden at hugge med overkroppen.

6. Tænk på pedalerne

Når du står op i pedalerne og styrer cyklen, skal pedalerne være vandret på linje. Det sikrer dig den bedste flade at ‘arbejde’ på samt mindst risiko for, at en pedal støder på fx en sten eller træstub i et skarpt sving.

7. Kig længere frem

Har du blikket stift rettet mod den udfordring, der er lige foran, ser og afkoder du ikke ruten længere fremme. Generelt skal forhjulet ikke være i dit synsfelt. Blikket skal have fokus nogle meter forude, så du kan vælge den bedste rute gennem terrænet. Træf hurtige beslutninger, og søg den bedste linje. Måske kan du slippe for en rod eller et mudderhul undervejs, hvis du kører højre om træet i stedet for venstre. Det gør alt i alt ruten lettere.

8. Luk luft ud af dækket

Det er en klassisk begynderfejl at køre med for hårdt pumpede dæk. De giver mindre greb i den bløde skovbund og får cyklen til at hoppe som en ballon. Luk luft ud af dækket, til du ret let kan trykke det 3-4 mm ind. Det kan først føles som en flad fornemmelse, men du mærker hurtigt, hvordan det giver et solidt ‘vejgreb’.

9. Ram rødder lige på

For at undgå, at forhjulet ‘glider af’ på rødder, sten og andre forhindringer i sporet, er det vigtigt, at du sørger for at ramme dem vinkelret med forhjulet. På den måde holder hjulet kursen og ruller let henover. Er underlaget vådt og fedtet, er det endnu vigtigere at være skarp på den her teknik. 

10. Speed op ved mudder

Sand og mudderpøle tackles bedst ved at accelerere cyklen, så de rammes med mest mulig fart. Lige når du rammer forhindringen, skubber du styret fremad og flytter dermed i praksis vægten bagud på cyklen. Det gør det nemmere at styre cyklen og holde kursen. Og ... skift samtidig til et gear, der er så let, at det kan holdes igennem mudderstykket. 

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: