Sådan kommer du let i gang med Stand Up Paddle

Stand Up Paddle er en sportsgren, der for alvor er begyndt at vinde frem. Der konkurreres på professionelt niveau, men mange har også kastet sig over sportsgrenen, da den træner hele kroppen og udfordrer styrken såvel som balancen og konditionen.

31. august 2017 af Julie-Elsebeth Crone Johannesen

VM i Stand Up Paddle

I weekenden blev VM i Stand Up Paddle (SUP) skudt i gang i Københavns Havn ud for Operaen. Og inden lørdagen og søndagens konkurrencer bød fredag på SUP Crossing. Copenhagen SUP Crossing var et breddeevent, hvor professionelle såvel som amatører og nybegyndere kunne komme ud og stå på et paddle board. 

Vi tog en snak med den nu firedobbelte verdensmester Casper Steinfath, og lokkede ham til at lære os at komme op på boardet og frem på vandet. 

Den danske verdensmester Casper Steinfath og vores journalist Julie-Elsebeth Crone Johannesen, der skulle prøve kræfter med SUP. 

Stand Up Paddle for nybegynderne

I Stand Up Paddling står man op på et surfboard og padler sig frem med en padle. Sporten dyrkes på alle niveauer - og både i bølger og på fladt vand. Udstyret består af et board, en padle og en såkaldt leash, som er den line, som spænder fast mellem benet og boardet. Ved varme himmelstrøg er badetøj perfekt - men hvis temperaturene er i den lave ende, kan en våddragt være en god idé.

Boardet kan både være oppusteligt, der er let at transportere og udmærket til begyndere på fladt vand, eller et fast board af glasfiber, der er bedst, når du som øvet begynder at surfe i rigtige bølger. Vores journalist var ude på et oppusteligt board, der dog ikke føles oppusteligt.

Vores journalist med det helt store udstyr. 

10 trin til at komme igang med SUP

1. Læg dit board i vandet og kravl ud på boardet således, at du sidder på dine knæ med padlen i hænderne - støt i starten med hænderne på boardet. 

2. Fornem boardet og mærk efter, hvilken balance, der kræves. Slip nu med hænderne og løft numsen fra boardet, så du står på knæene. 

3. Begynd at bruge padlen til at komme fremad. Og få en fornemmelse for, hvordan boardet reagerer på din tag. 

Find balancen på boardet, inden du begynder at padle. 

4. Nu gælder det om at komme op at stå. Sæt armene på boardet og rejs dig op, mens du støtter.

5. Når dine fødder står solidt på midten i boardet med en skulderbredde mellem sig, er du klar til at slippe med armene og stille dig helt op. 

6. Hold dit tygdepunkt lavt ved at bøje let i knæene og holde ryggen rank. På den måde holder du bedre balancen. 


7. Begynd at padle fremad. Jo langsommere du kommer frem, jo færre tag kan du tage, før du må skifte side. I begyndelsen vil 1-2 tag i hver side derfor være nok. Når du får lidt fart på, kan du sagtens tage 5-6 tag i hver side, før der skal skiftes. 

8. Når du padler gælder det om at få padlen så langt frem som muligt og bruge den nederste arm til at trække padlen ind mod dit core. På den måde bruger du hele dit cores styrke - og ikke kun dine armmuskler. Stop dit tag, når du når dine fødder - derefter vil padlen kun sænke din fart. 

En skulderbredde mellem benene - ned i knæene  - øverste arm stikker padlen frem - nederste arm trækker padlen ind mod core. 

9. Når du får godt med fart på gælder det om at huske sin langrends-teknik, og forsøge at skubbe sine fødder og boardet frem, hver gang du tager et tag med padlen. På den måde kommer du endnu længere frem med få tag.

10. Des tættere på boardet du fører dine tag, des mere ligeud vil du surfe. Hvis du vil dreje, kan du derfor tage dine tag længere væk fra boardet. 

Prisen for udstyret kan svinge fra 1.000-2.000 kroner for brugt udstyr til over 10.000 kroner for en topprofessionel pakke. Som nybegynder kan du låne udstyret i alle klubber under DSRF - Dansk Surf & Rafting forbund, og ved mange strande og havne kan du leje udstyret for 300-400 kroner for en dag.

Vil du gerne vide mere om træning, skader, sundhed, motivation og meget mere, så tegn et abonnement på Aktiv Træning lige HER. I magasinet får du al den nyeste viden om træning og inspiration til at leve et sundere og mere aktivt liv.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: