5 ting, vi gør i fitnesscentret, som er spild af tid

Træner du så effektivt, som du tror?

22. august 2017 af Jesper U. Larsen

De fleste af os har begrænset tid til at træne, så det sidste, vi har lyst til, er at spilde tiden, når vi endelig er i centeret. Her er 5 fælder, du skal undgå:

1. At bruge abductormaskinen

En sikker måde at spilde tiden på er at vælge de mest håbløse maskiner, centeret har at tilbyde. Skal vi pege på én, så må det blive abductormaskinen, hvor man sidder og presser benene væk fra hinanden. Skift den fx ud med bulgarian split squat.

2. At holde for lange pauser

Det er kun, hvis du træner meget tungt (1-4 gentagelser pr. sæt), at det kan være nødvendigt med pauser på 3 min. eller mere. Hold styr på tiden, og undgå at falde i staver - eller tjekke facebook i pauserne.

3. At køre 5 øvelser til biceps

Mange mænd propper en hel stribe bicepsøvelser ind i programmet for at få store ”guns”. Men det er at skyde gråspurve med kanoner – og tager tid fra mere relevante øvelser. Du behøver kun 1-2 øvelser et par gange om ugen, for at være fuldt dækket ind på bicepsfronten. Generelt bør store basisøvelser, der involverer mange muskler, være dit fundament.

4. At lave statisk udstrækning

Opvarmning med statisk udstrækning har vist sig at have direkte negativ effekt på styrke. Varm i stedet op med 5 min. på romaskinen efterfulgt af en håndfuld dynamiske udstrækningsøvelser.

5. At stå i kø

Det er godt at have en plan – men undgå at blive så bundet af dit program, at du spilder tid på at stå i kø til det udstyr, du skal bruge. Spring videre til den næste, eller snup en backup-øvelse, der træner det samme.   

Vil du have endnu bedre styr på alt fra styrketræning til skader og motivation, så tegn et abonnement på Aktiv Træning lige HER. I magasinet får du al den nyeste viden om træning og inspiration til at leve et sundere og mere aktivt liv.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: