Styrkeløfteren Mark Wood
© Irfaan Khan

Mark Wood: Uofficiel verdensmester i styrkeløft

Da Mark Wood kom ind i et københavnsk træningscenter direkte fra gaden og i sin almindelige træning gav sig til at løfte tungere end danmarksrekorden, spærrede folk øjnene op. Et halvt år senere satte han verdensrekord.

10. april 2017 af Hans W. Gottlieb

Mark Thomas Wood

  • Alder: 25 år.
  • Vægt: Ca. 89 kg.
  • Beskæftigelse: Studerende.
  • Personlige rekorder: Bænkpres: 200 kg. Dødløft: 375 kg (uofficiel verdensrekord). Squat: 310 kg.
  • Hobby: Inkarneret læsehest. Har lært sig selv russisk for at kunne læse Tolstoj på originalsproget.

Hvordan kom du i gang med at løfte vægte?

Jeg har altid vidst, at jeg var stærk. Da jeg var 13 år og vejede omkring 45 kg, kunne jeg dødløfte 180 kg. Men jeg er opvokset i en lille by i Maryland i USA, og styrketræning var kun noget, man dyrkede for at blive bedre til enten football, baseball eller brydning. Det var ikke noget, man fokuserede på i sig selv. Da jeg var omkring 17-18 år, begyndte jeg så at dyrke crossfit og derigennem også styrkeløft.

Hvornår fandt du ud af, at du faktisk kunne sætte rekorder?

Som 18-årig kunne jeg se, at jeg havde potentialet til at rykke mig med styrkeløft. Men jeg var ude for en ulykke, hvor min hånd kom i klemme imellem en vægtstang og et squatstativ. Jeg mistede en del af min ene pegefinger, brækkede adskillige knogler i de andre fingre og måtte have transplanteret hud fra hoften. Hele mit liv blev sat på pause, og jeg kunne ikke løfte tunge vægte i tre år bagefter. Men jeg kom da i gang igen – blot med en ny tilgang til sporten. Jeg ville ikke længere lade sporten gå ud over resten af min tilværelse. I stedet for at være typen, der fx lukker sig inde med høretelefoner og vred musik, så tager jeg ikke sporten så alvorligt længere. Og jeg tror faktisk, at det har gjort mig bedre. Jeg er gladere for at træne i dag.

Hvor meget træner du?

Mange vægtløftere træner med tunge vægte seks dage om ugen, men jeg træner kun rigtig tungt én dag om ugen i henholdsvis bænkpres, dødløft og squat. Resten af ugen står den på let træning, da min krop ellers ikke kan nå at restituere ordentligt.

Hvordan kom verdensrekordforsøget i stand?

Jeg bor med min danske kone i Aalborg, men havde trænet i Ves­terbronx Gym et par gange, når jeg var i København. En dag skulle jeg træne dødløft, hvor jeg løftede knap 300 kg, og så begyndte folk at komme over. Medejeren af centeret René Andersen sagde, at hvis jeg kunne løfte 350, så ville han give en proteinsmoothie. Det klarede jeg, og ikke så længe efter kontaktede han mig igen og spurgte, om jeg ville komme og lave et tungt løft til centerets 2-årsfødselsdag. Jeg spurgte, hvor meget jeg skulle løfte, og så sendte han mig en besked med verdensrekorden, 372,5 kg. Jeg vidste faktisk ikke, at verdensrekorden i min vægtklasse var inden for rækkevidde, for der er så mange forskellige verdensrekorder i styrkeløft. Jeg trænede derefter specifikt op til rekordforsøget i tre uger.

Hvordan forløb rekordforsøget?

Der var en del flere mennesker, end jeg havde regnet med, så jeg var lidt nervøs. Mine opvarmningssæt gik fint, og da både 320, 340 og 360 kg føltes let, troede jeg på, at det var muligt at slå de 372,5 kg. Ved selve rekordløftet på 375 kg fokuserede jeg egentlig blot på de basale ting: vejrtrækningen, føddernes placering og mit greb. Jeg tænker ikke på, hvor mange kg jeg skal løfte, men på, hvor meget kraft jeg kan overføre til gulvet. Løftet gik fint, men da jeg havde lagt vægtstangen, blev jeg en smule svimmel og måtte lige sætte mig på hug i nogle sekunder for ikke at falde.

Din rekord er uofficiel, da den ikke blev sat ved et internationalt stævne. Hvad er dit mål nu?

Jeg vil forsøge at sætte en IPF-godkendt (International Powerlifting Federation, red.) verdensrekord i dødløft, squat og total, og så tror jeg, at det stopper der. Jeg er ikke kun styrkeløfter, og jeg vil ikke lade min hobby fylde for meget. Jeg vil nødig se tilbage og fortryde, at jeg tog det for seriøst og derfor ikke havde plads til andet i min tilværelse.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: