Smerte-stillende piller ødelægger effekten af styrketræning

Ny forskning viser, at populær håndkøbsmedicin hæmmer muskelvæksten.

30. august 2017 af Jesper U. Larsen

Hvis du dyrker styrketræning for at blive større og stærkere, så gør du klogt i at holde igen med smertestillende tabletter. Et nyt svensk studie viser, at betændelsesdæmpende lægemidler, der kan fås i håndkøb, hæmmer muskelvæksten i forbindelse med styrketræning.

Forsøget blev lavet med Ibuprofen, der er meget brugt mod muskel- og ledsmerter hos motionister og eliteidrætsfolk. Lægemidlet er et såkaldt NSAID (Non-Steroidal Anti-Inflammatory Drug), der virker smertestillende og febernedsættende samt mindsker inflammation.

Stor forskel på træningseffekt

Forskerne inddelte 18-35-årige mænd og kvinder i to grupper. Den ene gruppe skulle indtage en relativt høj dosis NSAID (1.200 mg ibuprofen/Ipren dagligt, svarende til en normal dagsdosis) i otte uger. Den anden gruppe skulle indtage en lav dosis NSAID (75 mg acetylsalicylsyre dagligt) i samme periode.

I de otte forsøgsuger dyrkede begge grupper overvåget styrketræning for lårmusklerne 2-3 gange om ugen. Og resultatet var klart: Efter otte uger havde de forsøgspersoner, som havde fået de lave doser NSAID, opnået cirka dobbelt så stor muskelvækst som dem, der havde fået de høje doser.

Forringet muskelstyrke

Muskelstyrken blev også påvirket negativt af et stort indtag af betændelsesdæmpende medicin, dog knapt så markant.

– Vores resultater tyder på, at unge mennesker, som styrketræner for at øge muskelmassen og blive stærkere, bør undgå regelmæssigt indtag af store doser antiinflammatoriske lægemidler, siger Tommy Lundberg fra Karolinska Institutet, der var hovedansvarlig for studiet.

Vil du have endnu bedre styr på alt fra styrketræning til skader og motivation, så tegn et abonnement på Aktiv Træning lige HER. I magasinet får du al den nyeste viden om træning og inspiration til at leve et sundere og mere aktivt liv.

Kilde: Karolinska Institutet/Acta Physiologica

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: