© Colourbox

Træn i varme og bliv stærk

Glem skyggen. Se her, hvordan du kan bruge årets varmeste dage til at blive mere udholdende.

6. juni 2016 af Christian Thestrup

Når solen bager, og varmen bølger over asfalten, vælger de fleste at flytte træningen indenfor – eller gøre det om morgenen eller aftenen, hvor det er køligere. Men det er ikke nødvendigvis en god idé. En ny undersøgelse fra University of Bath i England viser nemlig, at træning i varme giver samme effekt som højdetræning.

I undersøgelsen blev en flok cykelryttere sat til at trampe i pedalerne en time i et 40 grader varmt rum. Resultatet blev, at deres VO2 maks – altså kroppens maksimale evne til at optage ilt – blev kraftigt forbedret, og ved at gentage øvelsen løbende kunne forskerne måle en stigning i rytternes iltoptagelse på hele 7 procent, når de blev sluppet ud på landevejene under mere kølige himmelstrøg. Varmen fik simpelthen kroppen til at producere flere røde blodlegemer, så der blev transporteret mere ilt til musklerne.

Det betød, at de kunne køre både hurtigere og længere end før. Selv om varmeforsøget kun er udført med cykelryttere, mener forskerne i øvrigt, at man vil kunne opnå samme resultat ved for eksempel løb, så nu ved du, hvad du skal lave, næste gang der kommer hedebølge.

Som med højdetræning skal træningen i varme dog holdes ved lige, da effekten ellers aftager igen efter 3-4 uger. Derudover er det også vigtigt, at man har respekt for varmen og ikke overdriver sin træning. Sørg for at drikke masser af vand før, under og efter træning, og lad være med at give den fuld gas. Som tommelfingerregel anbefales det, at du ikke træner hårdere, end at du vil kunne føre en samtale samtidig.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: