mandeben, halvtotal, solskinsvejr
© Colourbox

Træningsordbog for begyndere

Måske har du aldrig hørt udtrykket før, eller også har du hørt det så mange gange, at det er pinligt at spørge om, hvad det betyder. Vi har håndplukket en hel stribe indforståede ord, begreber og forkortelser og oversat dem til hverdagssprog.

17. maj 2010

Hvad er kondital?

Svar: Konditallet er en måde at omregne din maksimale iltoptagelse på, så tallet sættes i forhold til din tyngde. Konditallet udregnes ved, at man dividerer den maksimale iltoptagelse med kropsvægten. For at opnå et højt kondital gælder det derfor om at træne sin iltoptagelse og holde kropsvægten nede.

Hvad er pulstræning?

Svar: Ved pulstræning bruger man sine hjerteslag – sin puls – til at måle, hvor hårdt man træner. Din puls stiger i takt med, at du sætter intensiteten op under et træningspas. Når man pulstræner, får man dermed en god målestok for, hvor hårdt man træner, og man kan målrette sin træning meget nøjagtigt. Pulsen måles typisk med et pulsur.

Hvad betyder pronation?

Svar: Pronation er et fagudtryk, der forklarer, hvordan du lander på foden under løb. Mere præcist: hvordan foden afvikler sit møde med underlaget, når du løber. Ideelt set skal du lande på ydersiden af hælen, rulle hen over mellemfoden og ud over din storetå og 2.-tåen for at have en neutral løbestil. I virkeligheden vrikker de fleste løberes fødder lidt for hurtigt eller for langt ind over mellemfoden (overpronation), mens enkelte stort set forbliver på ydersiden af foden (supination). Forskellen i pronation har betydning for, hvor effektivt din fod fungerer som støddæmper – og dermed for, hvilke løbesko du skal vælge for at undgå belastningsskader.

Hvad er overtræning?

Svar: Tommelfingerreglen lyder, at du højst bør øge din træningsintensitet med 10 procent om ugen. I modsat fald risikerer du, at din krop viser tegn på overtræning, hvilket betyder, at den nedbryder sig selv og bliver svagere i stedet for at blive stærkere, fordi musklerne ikke når at restituere. Det er nemlig i restitutionsfasen, at du bliver stærkere og ikke under selve træningen.

Restitu-hva’ for noget?

Svar: Hvil dig, og lad din krop komme til kræfter igen, før du kaster dig ud i et nyt træningspas – det er forenklet sagt, hvad restitution går ud på. Når du har presset hver en muskelfiber til grænsen ved styrketræning eller ude på løberuten, så har din krop brug for at komme sig og reparere de mange mikro-muskelskader, som er opstået som konsekvens af træningen. Den proces kaldes for restitution. Jo bedre form du er i, jo kortere tid har din krop brug for til at blive frisk og fit for fight igen.

Tema

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: