© Colourbox

Træningsordbog for begyndere, del 3

Måske har du aldrig hørt udtrykket før, eller også har du hørt det så mange gange, at det er pinligt at spørge om, hvad det betyder. Vi har håndplukket en hel stribe indforståede ord, begreber og forkortelser og oversat dem til hverdagssprog.

17. maj 2010

Hvad er tights?

Svar: Tights er stramme bukser i superstrækbart kunststof, der giver optimal bevægelsesfrihed. Anvendes især til løb, cykling og triatlon. Tights fås i mange længder fra shorts-korte til lange tights, der dækker hele benet. Tights fås også i en mellemlængde, der går lige under knæene. ¾-tights, som de kaldes, er blevet meget populære de senere år.

Hvad er løse ben og arme?

Svar: Løse ben og arme er en slags elastiske stofrør, som cykelryttere let kan trække af og på de bare ben og arme, i takt med at kroppen kører sig varm, eller vejret skifter over dagen. På den måde kan rytterne nemt og hurtigt regulere sig frem til en tilpas kropstemperatur på hele træningsturen.

Hvad er maksimal iltoptagelse?

Svar: Din krop kræver ilt for at kunne producere energi til længerevarende arbejde– og jo mere ilt du kan optage pr. minut, jo større arbejdsintensitet kan du klare. Er du i topform, kan din krop optage flere liter ilt, end når du er i mindre god form, og dermed kan du holde en højere hastighed. Den maksimale iltoptagelse er et mål for, hvor meget ilt du kan optage. Iltoptagelsen er individuel og varierer mellem cirka 2 og 7 liter ilt pr. minut alt afhængigt af køn, alder og kondition.

Er single track og single trail det samme?

Svar: Ja. Mountainbike-ryttere bruger både single track og single trail som udtryk for teknisk krævende kørsel ad små spor. Når et spor er teknisk krævende, er det ofte både stejlt og smalt og med et ujævnt underlag i form af jord, klippefremspring, huller, trærødder, regnspor eller mudder.

Hvad er soft- og hardshells?

Svar: Går du på jagt efter overtøj til træning, farer du nemt vild i en jungle af smarte udtryk. Men groft set kan du inddele alt overtøj i 2 kategorier: hardshells og softshells, hvor kriteriet er, om jakken er 100 procent vandtæt eller ej. Hardshells (skaljakker) er helt vandtætte takket være enten en imprægnering eller via af en tynd membran på jakkens inderside. Membranen har mikroskopiske huller, der er så tætte, at dampmolekyler fra sveden netop kan slippe igennem, mens de større vandmolekyler udefra ikke kan passere. Velkendte vindog vandtætte membraner er fx Gore-Tex og Sympatex. En softshell er vindtæt, men ikke helt vandtæt. Samtidig er den typisk mere åndbar og mindre stiv at bevæge sig i.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: