VM i SUP skydes igang i weekenden

Startskuddet til VM i Stand Up Paddling går i denne weekend - og der bliver masser events for både professionelle, amatører og deciderede nybegyndere. Og du kan opleve de vilde konkurrencer, uanset på hvilken side af Storebælt du befinder dig.

31. august 2017 af Julie-Elsebeth Crone Johannesen

VM i Stand Up Paddling løber af stablen i København og Vorupør fra 1.-10. september med intet mindre end 11 danske deltagere. Over 300 deltagere fra over 40 forskellige lande har desuden meldt deres ankomst. Det er første gang et VM i Stand Up Paddling afholdes i Europa - og så endda i kolde Danmark. 

Fredag den 1. september fra 9.30-13.00 går VM i gang med en helt special mulighed. Ved Copenhagen SUP Crossing er det nemlig muligt at SUP'e rundt på VM-banen foran Operaen og Amalienborg på forskellige distancer - Københavns havn er ellers normalvis lukket for den slags vandsport. 

Dansk tredobbelt verdensmester: Unik mulighed i midten af storbyen

Den måske mest prominente danske deltager er 24-årige Casper Steinfath. Han er tredobbelt verdensmester i Stand Up Paddling og en af favoritterne på 200-meter sprinten, der afvikles i København foran Operaen søndag den 3. september. 

Casper Steinfath stiller også op til SUP Crossing fredag formiddag, hvor amatører og nybegyndere også kan få lov at prøve kræfter med Stand Up Paddling.

"Copenhagen SUP Crossing er en helt unik mulighed i midten af en ikonisk storby. Det er første gang, at man som SUP'er har mulighed for at være med til et warm up event, hvor man padler på selve VM-banen, og det er kun den ene dag muligheden er der ud for Operaen og Amalienborg, der ellers er lukket for den slags færd på vandet af sikkerhedsmæssige årsager. Det er en fed mulighed for os for at få sat fokus på vores sport, og jeg glæder mig selv til at være en del af den største SUP-begivenhed nogensinde i Danmark. Det er for alle uanset niveau, og jeg håber, det kan blive en årlig event i København. Jeg ser frem til at komme ud og padle med folk på VM-ruten," fortæller Casper Steinfath til Dansk Surf & Rafting Forbund.

Masser af muligheder for alle

Mens surferne kæmper sig frem på boards i Københavns Havn ved Operaen, så kan tilskuerne besøge Smag Thy-teltet i Nyhavn og opleve lokale fødevarer fra Thy og Mors.

Man kan også afprøve yoga på et SUP-board, spille SUP-polo eller blot lære at stå på et SUP-board.

Aktiv Træning sender naturligvis en nybegynder i vandet, når Copenhagen SUP Crossing går igang fredag formiddag. 

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: