Garmin Fénix 5-serien
© garmin.com

5x uundværligt gear til den sportsgale

Vores testredaktør har testet og anmeldt fem forskellige produkter, der er uundværlige for den ambitiøse træner. Få dommen af produkterne her.

22. maj 2017 af Lasse Lyhne
© on-running.com

ON Cloudflow 

  • Pris: 1.300 kr. 
  • Info: on-running.com
  • Hvad: Neutral løbesko med nytænkt luftpudemellemsål. 6 mm drop. 
  • Vægt: 220 gram (herrer str. 9,5). 190 gram (dame str. 7).

Schweiziske On forsøgte sig for første gang på det danske marked for ca. syv år siden, men skoene var for dyre og for dårligt lavede til at bide sig fast. Den gang påstod On at have verdens mest tekniske løbesko. Det gør de sådan set stadig, men nu har de mere at have påstanden i, og prisen er også blevet mere spiselig. Grund-idéen er de markante åbne luftpuder, der er under sålen. De skulle fungere som små individuelle fjedre og give en meget tilpasset støtte og et fjedrende, effektivt løb. Det fungerer godt, men ikke revoulutionerende i forhold til andre teknologier. Skoen er let og føles hurtig. Hælen er dog lidt underdæmpet, og skoen er bedst til mellem- og forfodslandere. Overdelen er meget tynd og ventileret. Den sider godt til om foden, omend den tynde pløs savner lidt polstring.

Konklusion

En lækkert forarbejdet sko i gode materialer. Luftpude-teknologien er ikke revolutionerende, men den meget lette, fleksible sko er sjov at løbe stærkt i. 
  • Fordele: Lav vægt. God dæmpning i forfoden. Velsiddende.
  • Ulemper: Lidt underdæmpet hæl. Tynde snørebånd. 
  • Stjerner: 4,5 ud af 6 mulige

© compressport.com

Compressport Pro racing socks Ultralight

  • Pris: 149 kr.
  • Info: compressport.com
  • Hvad: Ultratynde og lette løbesokker. Halvhøjt skaft. 
  • Vægt: 12 gram.

Compressport gør løbesokker til en videnskab. Pro Racing er med ni forskellige teknologier nogle af de mest avancerede sokker, vi har testet. Og nogle af de bedste. Den ultratynde sok er lavet i en meget åben mesh, der lader huden ånde. I tæerne, hælen og under foden er materialerne kraftigere og beskyttende. Pasformen er tæt og lige i skabet. 

Konklusion

Et par meget avancerede og tekniske løbesokker til varme dage. Sidder fremragende og yder trods de tynde materialer høj beskyttelse af foden.
  • Fordele: Velsiddende. Åndbare. Tekniske.
  • Ulemper: Dyre.
  • Stjerner: 5,5 ud af 6 mulige

© urbanears.com

Urbanears Hellas 

  • Pris: 999 kr. 
  • Info: urbanears.com
  • Hvad: Trådløst on ear-headset til sportsbrug. Touchbetjening og vaskbar polstring.

Pasformen er vellykket i Urban­ears’ ret lette høretelefoner takket være den fint justerbare hovedbøjle. Også komforten er i orden med blød polstring i bøjle og på øreenhederne. Stoffet kan tilmed praktisk pilles af med et snuptag og vaskes – rart, hvis man har svedt som en gal. Hellas kan sagtens fungere på løbeturen, omend vi synes, den er mest oplagt i fit­ness­cen­te­ret, hvor den trådløse opsætning giver dejlig bevægelsesfrihed. Og fittet lukker til dels støj ude – men ikke helt. Betjeningen med fingerstrøg på den højre enhed fungerer fint og er hurtigt lært. Lyden er også godkendt. Materialeoplevelsen er voldsomt plastikagtig og ‘billig’.

Konklusion

Velfungerende og komfortabelt headset, der sikrer en rar bevægelsesfrihed. Godt fokus på ‘svedvenlige’ detaljer. Men absolut ingen lækkerhedsværdi.
  • Fordele: Let, intuitiv touchbetjening. God pasform
  • Ulemper: Plastikagtig og lidt skrøbelig forarbejdning. 
  • Stjerner: 4 ud af 6 mulige

© cepsport.dk

CEP wingtech Shirt

Pris: 499 kr.
Info: cepsport.dk
Hvad: Holdningskorrigerende T-shirt i tynde materialer. Lille reflekslog på ryggen.

Tyske Cep er mest kendt for deres lange, komprimerende strømper i glade farver. Men de kan andet og mere, og i denne sæson har de lanceret en lang række produkter, der trækker på lidt af de samme tanker som strømperne.

Et af dem er Wingtech Shirt – en tynd og meget tætsiddende T-shirt med et bånd af elastiske såkaldte Wingstripes, der skulle hjælpe med en mere oprejst kropsholdning. Selve idéen er ikke, at båndene trækker holdningen på plads, men at de påvirker nogle sensomotoriske områder, der minder hjernen om at rette kroppen op. Og det virker, i hvert fald lige når man tager trøjen på. Effekten aftager dog over tid, og man vænner sig til fornemmelsen.

T-shirten er fremstillet i et behageligt, blødt og meget svedtransporterende materiale, og derfor er den egnet til alt fra løb til styrketræning. Pasformen er meget tæt med god længde i kroppen og lidt for korte ærmer.

Konklusion 

En tynd og svedtransporterende T-shirt, der i første omgang holder, hvad den lover. Vi er skeptiske over for effekten over tid. Men behagelig – det er den.

  • Fordele: Tynd og let. Mærkbar effekt af Wingstripes.
  • Ulemper: Lidt for korte ærmer. Høj pris. Uklart hvor længe effekt varer.
  • Stjerner: 4,5 ud af 6 mulige

© garmin.com

Garmin Fénix 5-serien

  • Pris: 4.999-7.499 kr. 
  • Info: garmin.com
  • Hvad: GPS-ur med indbygget pulsmåler. Barometrisk højdemåler og farveskærm. Quickfitremme. 
  • Vægt: 65-98 gram.

Garmins Fénix-ur er kongen af multisportsure. Og den position konsoliderer amerikanerne kun med det nyeste skud på Fénix-stammen – Fénix 5 – der fås i tre varianter. Præcis som sin forgænger er det et ur, der kan alt. Pulsmåler, højdemåler, GPS og et par andre sensorer gør, at du kan bruge det til alle sportsgrene – fra løb og svømning til roning, golf og alt muligt andet.

Brugerfladen er blevet en snas mere avanceret pga. nye funktioner, men den er stadig logisk og hurtigt lært. CPU’en i uret virker stærkere end tidligere. Loadtiderne mellem de forskellige skærmvisninger er i hvert fald mærkbart hurtigere end i Fénix 3. Dejligt.

Ellers er den mest interessante nyskabelse faktisk det nye, mindre Fénix 5S. Vores anke mod Fénix har altid været, at det er stort, tungt og klodset især til løb. Det gælder ikke Fénix 5S. Det vejer 20 gram mindre end Fénix 3 og er næsten 1 cm smallere. Fénix 5 kan lave en stribe nye beregninger af træningsbelastning, formudvikling, restitutionstid osv. De baserer sig på pulsmålingen, og som andre optiske pulsmålere har også denne store udsving, der gør, at beregningerne bliver upræcise.

Konklusion 

Fénix 5 er markedets bedste multisportsur. Basta. Men det er ingen revolution, og mange af de nye funktioner kan man leve uden.

  • Fordele: Lækkert forarbejdet. Alle de funktioner, man kan drømme om.
  • Ulemper: Voldsomt dyrt. Optisk pulsmåler ikke stabil.
  • Stjerner: 5 ud af 6 mulige

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: