Bliv set i mørket

Udstyr, der øger din synlighed, er uomgængeligt, hvis du træner i vinter mørket.

Lys på hovedet Gore Mythos Neon Beany Lun beany fra tyske Gore, der er kendt for produkter af høj kvalitet. Huen er en del af deres High Viz-serie, hvor den har fået ekstra gas med reflekser og neonfarver. Perfekt til løbeture på mørke vinterdage. Pris: 250 kr.

Lys i hornet Tacx Lumos T4100 Tacxs styrlygter er en original lygteløsning til racercyklen. De erstatter gedebukkestyrets styrpropper og kaster hvidt lys fremad og rødt bagud. Lygterne fastmonteres på cyklen, så du altid har lyset lige ved hånden, og de er et fremragende alternativ til små, skrøbelige diodelygter og et godt valg til vintertræningen på raceren. Pris: 189 kr.

Lys i hjelmen AGU Haloglow Cykelhjelm med lysdiode og lysleder. Beskytter skallen og øger trafiksikkerheden. Takket være lyslederen er du synlig 360 grader rundt, og hjelmen er et perfekt vintervalg til pendleren, der opholder sig meget i trafikken. Hjelmen er udviklet af hollandske AGU. Pris: 849 kr.

Lys på kroppen Nathan-refleksvest Modsat mange andre lysveste er Nathans version en lille, let og luftig sag, der ikke påvirker åndbarheden af det, du har indenunder. Sidder nærmest som en top og tiltrækker sig et par kække kommentarer fra træningskammeraterne, men fungerer aldeles glimrende og giver masser af synlighed på de mørke veje. Pris: 269 kr.

Lys på kroppen Mavic Vision Jacket Mavic er egentlig mest kendt for deres cykelhjul, men har de sidste år også kastet sig over tøjproduktion med stor succes. Denne jakke er ud over at være en toplækker softshelljakke en del af deres Viz+-serie. Foruden en yderst hidsig farve er den gavmildt beklædt med brede, kraftige refleksbånd, der gør, at du kan ses på lang afstand. Oplagt til den kræsne cykelrytter, der ikke gider hoppe i en klassisk refleksvest. Pris: 1.099 kr.

Lys i panden Black Diamond Sprinter En pandelampe er genial, hvis du træner på uoplyste stier og veje, og denne her fra Black Diamond har været en af vores favoritter i lang tid. Den er lille, let og robust. Lyset er kraftigt nok til, at du nemt kan orientere dig, og den lille blinkende lampe bagpå øger trafiksikkerheden markant. Batteriet er integreret i pandebåndet, og brændetiden er på utrolige 64 timer! Egnet til: løberen, der ønsker sig en lygte, der ikke kun sikrer, at han ses, men også at han selv kan se. Pris: ca. 600 kr.

Lys på fødderne Nike Structure+ 15 Shield Flere af Nikes traditionelle løbesko er kommet i en vinterversion – under navnet Shield. Skoene adskiller sig fra originalen ved en vandafvisende overdel og masser af reflekser. Reflekterende sko giver løberen masser af synlighed, da de jo bevæger sig under løb og dermed fanger bilisternes opmærksomhed. Pris: 1.100 kr.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: