Derfor skal du have sportsbriller

Gode sportsbriller på næsen er et must, hvis du vil beskytte dine øjne. Sportsbriller beskytter både mod skader fra solens uv-stråler, støv, insekter og svirpende grene – for ikke at tale om generende træk, der får øjnene til at løbe i vand og slører synet.

Afgørende for en god oplevelse er, at dine sportsbriller yder optimal beskyttelse og sidder fast og tæt til uden at genere.

Netop her er der stor forskel, fordi modellerne ofte er tænkt og designet til en bestemt sport og så kun i begrænset omfang egner sig til andre træningsformer. Det opleves ofte med cykelbrillerne, der smyger sig tæt om hovedet for at holde fartvinden væk, når du sidder foroverbøjet i sadlen.

Bruger du dem til løb, viser konstruktionen sig dog hurtigt at være så tæt, at brillerne dugger til. Omvendt med løbebrillerne, der er herligt luftige under løb, men yder for ringe beskyttelse under cykling.

Sportsbriller til alle formål

Går du på jagt efter sportsbriller, skal du derfor gøre dig klart, hvilken træningsform de primært skal bruges til. Alternativt kan du vælge et par allround sportsbriller, der via en snedig opbygning lægger sig midt i brugsfeltet.

Mange sportsbriller kan fint bruges til både løb, kajak, mountain bike og meget andet. Selvfølgelig må man gå lidt på kompromis i forhold til skræddersyede sportsbriller, men vil man ikke bruge penge på flere forskellige briller, er det bestemt en brugbar mulighed.

Sportsbriller

Sportsbriller til løb

  • Lav vægt, der forebygger hoppen og dansen på næsen.
  • Åben konstruktion, der lader luften cirkulere hen over ansigtet.
  • Velfungerende næsestykke, så brillen bliver siddende.
  • Komfortable brillestænger, der holder brillen fast uden at klemme.

Sportsbriller til cykling

  • Glas, der lægger sig tæt ind om ansigtet og holder vind og træk væk fra øjnene.
  • Optimalt synsfelt uden forvrængning, når du kigger fremad og bagud fra en cykelposition.
  • Lige brillestænger, der holder fast uden at klemme og glider ubesværet ind under hjelmen.

Sportsbriller til outdoor

  • Maksimal lysbeskyttelse af øjnene – især mod skarpe refleksioner fra vand eller isede overflader.
  • Glas, der skærmer effektivt mod lysindfald fra siden og andre skæve vinkler.
  • Spejlglas, der kaster reflekser tilbage.
  • Pasform, der sikrer, at sportsbrillen sidder klistret til hovedet, så den ikke tabes og forsvinder i havet eller sneen.
  • Remsystem, der holder brillerne på hovedet eller som minimum flydende.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Hvad er det bedste ved vintertræning?

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: