Hvad? Actionkamera, der filmer i HD-opløsning. Kan fjernstyres via ANT+ eller smartphone. Indbygget GPS.

Garmins nye actionstjerne

Med indbygget GPS, Wi-Fi og fjernstyring fra fx cykelcomputer er Garmins kamera, Virb Elite, den nye stjerne, når du skal filme dine træningsbedrifter.

## Garmin Virb Elite | |

Plus: Mange features, høj kvalitet.

Minus: Størrelsen og hukommelseskortets placering.

Konklusion: Nemt betjent actionkamera til den aktive. De mange features, kombineret med meget høj kvalitet, gør klart Virb til en seriøs udfordrer til GoPro.

Pris: 3.100 kr.

www.garmin.com

GoPro har sat sig solidt på actionkameratronen, men med Garmins nye Virb Elite er den position alvorligt truet. Kameraet er uhyre gennemtænkt, velforarbejdet og udstyret med features, som mange GoPro-brugere drømmer om. Fx det 1,4" store farvedisplay, der hjælper med indstillingen af kameraet og kan bruges som søger, og en markant optageknap, vi fint betjente - selv med en stor handske på.

Samtidig kan Virb Elite fjernstyres med et Garmin løbeur eller en Garmin cykelcomputer, der har ANT+-teknologi. Alternativt kan du via Wi-Fi styre den fra din smartphone!

Ved hjælp af den indbyggede GPS og højdemåler kan du automatisere optagelserne og fx få Virb til kun at optage, når der er bevægelse. Kameraet har også en del træningsfeatures og kan tracke som et GPS-ur, så du kan se, hvor langt, hvor hurtigt og hvor du har bevæget dig. Det er dog ret kompliceret at få sat op.

Kamerafunktionerne er fremragende. Stillbilleder tages med en opløsning på 16 megapixels, og her er kvaliteten mindst på højde med GoPro med skarpe og detaljerede billeder. Film har en eminent dybdeskarphed, så alt både i for- og baggrund står skarpt og detaljeret. Dertil er selv hurtige actionskud helt rolige og uden bevægelsesslør. Selve kameraet er noget større end GoPros, men ligger til gengæld godt i hånden og er let at have med, når der skal skydes i “frihånd”.

Du kan montere Virb med forskellige beslag på din hjelm, dit styr eller lignende. GoPro har stadig flere typer af beslag, men allerede nu kan du få en del fra Garmin – især til sportsbrug.

Et minus er, at du skal have batteriet ud for at skifte hukommelseskort, men det er en lille detalje i et fremragende produkt.

3 skarpe detaljer

Skærm: Den 1,4" store farveskærm bruges både som søger og til at indstille kameraet. Den er skarp og lysstærk ift. andre actionkameraer. Objektiv: Du kan filme i bred-, mellem- eller smalformat, så du kan undgå fiskeøjeeffekten, hvis du ønsker det. GPS: Garmin har indbygget en højfølsom GPS-modtager og højdemåler, som både kan registrere under optagelsen og bruges som udløser.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: