Produktinfo Skosensor, der kan monteres i/på skoen. Registrerer al bevægelse, uploader til Adidas miCoach. Dur til iPhone og Android.

God idé – men besværlig brug

Den lille Adidas Speed Cell måler, hvor langt og hvor intenst du træner, uanset om du løber eller spiller bold. Desværre kikser den på brugervenligheden.

Adidas miCoach Speed Cell | |

Funktion: Kan meget, men data er svære at hive frem og at hitte ud af.

Kvalitet: Produktet er lille, let og robust. Ikke noget galt her.

God til prisen: Føjer for en billig penge en sjov dimension til din træning.

Konklusion: MiCoach Speed Cell er god på løbeturen. Den kan meget, og den kan noget nyt. Den kikser dog fælt på brugervenligheden, og derfor holder vi igen med stjernerne. Den har potentiale til at blive rigtig god, men det kræver et grundigt redesign af hjemmesiden.

Pris: 699 kr.

www.adidas.com

“The fastest boot just got a brain”. Sådan sælger Adidas deres træningssystem miCoach, der registrerer din træning, hvad enten du løber, spiller fodbold, basket, tennis eller andet. Vi siger, at støvlen skal være glad for, at den er hurtig, for det er ikke hjernen, den skal leve af. MiCoach-systemer er nemlig egentlig godt tænkt, men udførslen halter.

Systemet består af en lille lukket chip, en såkaldt Speed Cell, der enten puttes ned i et par Adidas-sko eller klipses på snørebåndene i sko af et andet mærke. Herefter registrerer sensoren al bevægelse. Der har været lignende systemer på markedet i mange år, men modsat dem registrerer Adidas Speed Cell bevægelser i alle retninger – herunder korte accelerationer. Derfor kan den bruges til mange andre sportsgrene end løb. Efter træning uploades data til miCoachhjemmesiden, hvor den kan analyseres. Produktet er kompatibelt med både iPhone og Android-telefoner, der fikst fungerer som styringsenheder under træning.

Vi har testet miCoach til løb og fodbold. På løbeturen med iPhonen fungerer den godt og giver fin og motiverende info. Præcisionen er god både på distance, tempo og skridtfrekvens. I forhold til løb er det oplagte og relevante data. Til fodbold får man et direkte mål på, hvor meget man løber og bevæger sig under en gang bold. Dermed kan du sammenligne præstationen på banen med dine løbeture. Og miCoach er da også oplagt til dem, der både løber og spiller bold.

Systemet leverer altså god, relevant data. Det er vejen hen til infoen, det kniber med. Brugervenligheden er simpelthen ikke god nok. Da sensoren registrerer al bevægelse, får du både data med, fra når du banker jord af støvlerne, tisser i pausen osv. Derfor skal du som det første, når du uploader din træning, definere, hvornår du har trænet, og hvornår du har lavet noget andet. Det går ud over præcisionen og er samtidig ret besværligt. Derudover er miCoach-siden ret langsom og svær at finde rundt i, ligesom vi havde problemer med at få computer, Speed Cell og iPhone til at tale sammen. For et produkt, der henvender sig til motionisten, der vil have raske træningsinput, er det helt enkelt for omstændeligt.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Hvad er det bedste ved vintertræning?

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: