Fakta: Løbesko med flere nye teknologier. Ekstra støddæmpning og stabilitet. Drop: 10 mm. Vægt: 300 gram (str. 9).

Luksuriøs og stabil

Asics MetaRun er en spændende sko, der viser nye veje for Asics. Den er stabil, let og dynamisk, men så sandelig også voldsomt dyr.

22. februar 2016

## Asics MetaRun | |

Plus: Pasform, stabilitet, dynamik.

Minus: Pris, greb på blødt underlag.

Konklusion: I forhold til Kayano er MetaRun lettere og mere luksuriøs. Det er en stabil sko, der alligevel er smidig og dynamisk, og som er interessant for både lettere og tungere løbere – hvis man synes, budgettet kan bære det.

Pris: 2.100 kr.

www.asics.com

Det var under stor bevågenhed, at Asics for nylig lancerede MetaRun. Ikke alene var det verdens dyreste løbesko; det var – ifølge Asics – også den mest avancerede. Den sorte bund med guldstafferinger indikerer luksus og er sammen med den hidsige markedsføring med til at sætte forventningerne meget højt. Det første indtryk af den ret tekniske og detaljerige sko er da også godt.

Den virker virkelig gennemarbejdet og er overraskende let: ca. 20 gram mindre end flagskibet Kayano. Den har en meget smidig og ventileret overdel i et nyt netvævsmateriale. Det gavner åndbarheden og bidrager også til et tæt, men føjeligt fit omkring foden. Den sidder næsten som en strømpe.

Støtten omkring hælen og midtfoden er fænomenal og blandt de bedste, vi har testet i så let en sko. Støtten er et resultat af dels sålens opbygning, dels en funktionel plastkappe, der sidder uden på hælkappen og omslutter hele fodens bagerste del.

Ydersålen er der ikke noget nyskabende eller eksklusivt ved. Den er, som vi kender den fra andre Asics-sko og er fin på asfalt, men uden videre greb i mudder eller på andet glat underlag.

Noget, der til gengæld er nyskabende, er pronationskilen under skoen. Den er lavet i en let og robust kulfiber-plast-blanding og ser ikke bare fræk ud – den er også supereffektiv og modvirker enhver overpronation, uden at det går ud over skoens dynamik.

Til trods for et fast greb om hælen har tæerne god plads. Skoen er let at snøre, og pløsen er tilstrækkelig polsteret til at beskytte vristen mod tryk fra snørebåndene. Den nye mellemsål er opbygget af Asics’ nyudviklede Flyte Foam, som skulle være det letteste mellemsålsmateriale på markedet. Nogen revolution er det dog ikke, og skoen måtte i vores øjne gerne have været endnu lettere.

3 skarpe detaljer ved Asics MetaRun

  • Flyte Foam: Det nyudviklede mellemsålsmateriale er lavet af organiske fibre og er let og holdbart.
  • Pasform: Jacquard Mesh kalder Asics sit nye overdelsmateriale – en netmesh, som er meget smidig og sidder tæt som en strømpe om foden.
  • Kulfiber: Adapt Truss er navnet på den patenterede kulfiberforstærkede stabilitetsløsning, som både er fleksibel og stabil.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: