Test af løbesko

Tid til nye løbesko? Vi guider dig til de gode køb her.

© iStock

Stor test af løbesko

Vi har testet 16 og anmeldt af de fedeste løbesko. Se her, hvilke modeller der klarer sig godt, og hvilke der svigter.

22. maj 2017 af Claus Bjarnø, Lasse Lyhne

Test af løbesko

Vi tester markedets relevante løbesko i kategorierne neutrale løbesko og støttende løbesko og sammenfatter vores oplevelser, så du kan få hjælp til at træffe det rette valg for netop dig. 

Skoene har været testet af hurtige, lette konkurrenceløbere og tungere, langsommere hællandende løbere. Løbeskoene er testet på både asfalt, grusstier og i skoven. 

Som altid med løbesko spiller individuelle forhold en vigtig rolle, både når det kommer til pasformen, og når det kommer til løbeoplevelse. Så prøv altid nye løbesko, før du køber.

Herunder kan du læse vores tests og anmeldelser af alle 16 løbesko.

Test af neutrale løbesko

Neutrale sko er tænkt til løbere, der ikke falder for meget indad på foden. De senere år er de neutrale sko via deres opbygning dog blevet mere stabile, og de to traditionelle skokategorier er flydt mere sammen. Mange overpronerende løbere vil derfor fint kunne løbe i skoene fra denne kategori – og kunne nyde en mindre kontrollerende og ‘sjovere’ løbesko.

Brooks Glycerin 14
© brooksrunning.com

Brooks Glycerin 14

  • Pris: 1.500 kr.
  • Vægt: 320 g 270 g
  • Info: brooksrunning.com

Glycerin er Brooks’ ‘luksusvogn’ til den neutrale løber, og det er da også en komfortabel sko at træde ned i. Masser af blødt skum i pløsen og rundt om anklen samt en dejlig smidig overdel med sømløse forstærkninger, der holder foden fast, men samtidig giver den fin plads til at arbejde.

Mellemsålen er 34 mm og meget kraftig, og Brooks lover en “superblød dæmpning”. Den oplever vi nu ikke – og slet ikke sammenlignet med Hoka, Vomero, Supernova og andre af de rigtig bløde sko i testen. Glycerin er faktisk en hård satan, og vores lette løbere havde, til trods for skoens fine rul og flow, ganske enkelt svært ved at aktivere dæmpningen – især i hælen. Forfoden opleves mere smidig og knap så brutal. Tungere løbere med mere power og tyngde fandt til gengæld skoen fast på den gode måde. Den leverede dæmpning uden at opsuge al energien.

Sålen er delt op i 12 zoner på tværs. Det gavner smidigheden i skoen, men den er stadig til den stive side. Ydersålen er beklædt med gummi hele vejen og virker bestemt ikke som en sål, man lige slider hul i.

Konklusion

  • Støddæmpning: 4/10
  • Støtte: 6/10
  • Fit : 8/10
  • Kort sagt: En luksuriøs sko med god komfort til tunge løbere. For hård til de lette.
  • Stjerner: 4/6 

Asics Dynaflyte
© asics.dk

Asics Dynaflyte

  • Pris: 1.300 kr. 
  • Vægt: 270 g 235 g
  • Info: asics.dk

Asics’ nye, lette neutralsko opleves som en tunet Kayano. Den er lettere, lavere, mere fleksibel, men også mindre beskyttende. En oplagt sko til intervaller og tempoløb. Dynaflyte er lavet med Asics’ nye mellem­sålsmateriale Flytefoam, og det virker rigtig godt. Let, smidigt og støddæmpende og hverken for blødt eller for hårdt. Du får ganske meget dæmpning i forhold til vægt – især i hælen.

Skoen er bygget over Asics’ klassiske lige læst, og vi savner lidt rul i afviklingen af løbeskridtet, men skoen er relativt smidig, så det hjælper. Det er dejligt at løbe stærkt i den – både på korte og længere ture. Dynaflyte er en neutral sko, men takket være en høj og fast hælkappe og en lille plastindsats på sålens inderside er den ok stabil. Overdelen er i en ny sømløs konstruktion. Den er smidig og lader foden arbejde, men enkelte testere fandt den dog også for varm og savnede åndbarhed. Skoen sidder til, og foden står dybt i skoen, hvilket kan genere ankelknysten hos nogle. Komforten i overdelen er god ift. skoens vægt, men igen er forfoden lidt smal og kan klemme tæerne. 

Konklusion

  • Støddæmpning: 5/10
  • Støtte: 4/10
  • Fit : 6/10
  • Kort sagt: En lækker sko, der trods lav vægt giver god støddæmpning. God til fart. 
  • Stjerner: 5/6 
Hoka One One
© timetofly.dk

Hoka One One Bondi 5

  • Pris: 1.250 kr. 
  • Vægt: 309 g 271 g
  • Info: timetofly.dk

Klodset, tung og ubekvem kan meget vel være de første tanker, der dukker op, ved synet af Hokas meget tyksålede Bondi 5. Men lad dig ikke narre. Det er i vores øjne en fabelagtig sko med masser af komfort, support og kilometer i sig.

Hoka er efter en stribe lidt for faste sko og eksperimenter med Rmat-materialet i mellemsålen tilbage ved kernedyderne med en blød og stabil fornemmelse i mellemsålen. Skoen føles som en gammel Hoka, men den sidder bedre og er lækrere forarbejdet.

Bred sål og 37 mm (!) skum under hælen siger det meste. Overdelen er nu i en engineered mesh med sømløs teknologi med præcis udluftning, hvor den skal være. God polstring og godt snøresystem. Skoen er stiv, når man står med den i hånden, men Hokas Meta-Rocker-­system gør, at man på ingen måde mangler noget i fremdriften: fremragende flow og rul. En klar favorit på de lange træningsture, også fordi den udmærker sig ved, at benene vitterlig bliver mindre ømme efter en omgang tæsk på en lang og selv lidt hurtig tur. Det er ikke en sko for alle, men vi er altså ret glade.

Konklusion

  • Støddæmpning: 9/10
  • Støtte: 7/10
  • Fit : 6/10
  • Kort sagt: Den ideelle løbesko til lange træningsture eller som restitutionssko. 
  • Stjerner: 5/6 
Puma Speed
© puma.dk

Puma Speed 600 Ignite 2

  • Pris: 1.100 kr. 
  • Vægt: 288 g 249 g
  • Info: puma.dk

Vi var både glade og positivt overraskede over Ignite 600 sidste år. Og det er vi sådan set stadig, når vi løber i den nye version 2 her. Der er nu heller ikke ændret meget på dem siden sidst. En velkommen justering er dog, at Ignite-dæmpningsmaterialet er blevet en smule blødere end tidligere. Materialet har traditionelt været meget hårdt, og det er da stadig en fast og responsiv sko, men den har et fint rul og flow i afviklingen af skridtet. Det virker, som om Puma er ved at finde recepten for Ignite.

En enkel anke er, at Ignite 600 føles en kende flad under forfoden. Noget, især en lidt tungere løber vil mærke. Pasformen er til gengæld skøn. God plads på tværs af forfoden, så tæerne får plads, samt en fin snøring, der låser foden godt. Ydersålen er beklædt med et kraftigt lag gummi, og i det hele taget opleves Ignite 2 som en sko, der kan holde mange kilometer.

En lille, fin detalje, som man dog kun ser i mørke, er de indfarvede refleksdetaljer. Godt for trafiksikkerheden. Design er jo en smagssag, men pink i en herresko skabte lidt hævede øjebryn hos nogle af testerne. 

Konklusion

  • Støddæmpning: 6/10
  • Støtte: 5/10
  • Fit : 8/10
  • Kort sagt: Fin løbesko uden så meget pjat. Bedst til lette løbere og knap så lange ture.
  • Stjerner: 4,5/6 
Saucony Triumph
© saucony.com

Saucony Triumph ISO 3

  • Pris: 1.600 kr. 
  • Vægt: 302 g 266 g
  • Info: saucony.com

Sauconys Triumph ISO 2 blev kåret som verdens bedste løbesko i 2016. I denne 3. version har skoen fået et par tilrettelser, og de gør i vores øjne bestemt ikke modellen dårligere. Et af vores kritikpunkter sidste år var, at skoen var for bred. Det er rettet til nu vha. et knap så markant Isofit. Pasformen er suveræn. Man mærker tydeligt, hvordan Isofit’ens varierede tunger følger og tilpasser sig fodens facon, når skoens overdel strammes til – ret genialt .

Sauconys Everun-skum er gemt væk i hælen, men fungerer næsten bedre nu. Knap så ‘flyder-’ og ‘sofaagtig’ som 2’eren. På løbeturen mærker man både støddæmpning, flow og godt rul. Trods den lave vægt er der masser af dæmpning – også til lange ture. Og man får lyst til at løbe langt i skoen. Ligesom man får lyst til at løbe stærkt, for der er en god fleksibilitet i forfoden, hvilket gør skoen dynamisk. Sålen bider godt i underlaget, så længe det ikke er for vådt. God polstring omkring hæl og bagfod er med til at låse foden fast i skoen og sikre den gennemgående fornemmelse af performance i luksuriøs indpakning. Men prisen!

Konklusion

  • Støddæmpning: 7/10
  • Støtte: 5/10
  • Fit : 9/10
  • Kort sagt: Når god bliver lidt bedre. Suverænt god løbesko, men prisen er høj. 
  • Stjerner: 5/6 
Nike Air Zoom Vomero
© nike.dk

Nike Air Zoom Vomero 12

  • Pris: 1.150 kr. 
  • Vægt: 301 g 269 g
  • Info: nike.dk

Vomero har længe været Nikes topmodel til den neutrale løber, og med 12’eren her leverer Nike måske den bedste Vomero til dato. Overdelen er blevet tilpasset bedre og fungerer perfekt med Flywire-snorene i selve snøresystemet, der hjælper til et let, sikkert og noget nær perfekt hold om foden. Den har (som trenden er) fået en soklignende instep, hvor pløsen er fæstnet i siderne og bidrager til den gode pasform. Selvom overdelen er god, mærkes forbedringerne især i mellemsålen. Skoen har to Zoom Air-puder – én i hælen og én i forfoden. Puden i hælen er lagt lidt dybere ned i mellemsålen, så det ikke er den faste Air-pude, foden møder først, når man lander, men i stedet den blødere skum. Det giver en mere harmonisk løbeoplevelse. Samtidig giver Zoom-puden i forfoden et lækkert bounce og kick tilbage, når man sætter fart på, og skoen byder på et nærmest perfekt rul og afsæt både til lange ture og dem med fart på. Ny ydersål giver lige det sidste til dæmpningen og står godt fast.

Vi er spændte på holdbarheden, da den er uden klassisk gummi, men er holdt helt i skum.

Konklusion

  • Støddæmpning: 8/10
  • Støtte: 5/10
  • Fit : 8/10
  • Kort sagt: Bedste Vomero til dato. Blød, men responsiv. Alsidig sko til en god pris.
  • Stjerner: 5,5/6 
Adidas Supernova
© adidas.dk

Adidas Supernova

  • Pris: 1.100 kr. 
  • Vægt: 282 g 252 g
  • Info: adidas.dk

Adidas har (igen) gentænkt deres Supernova-serie. Tidligere bestod den af to modeller, Sequence og Glide. Fremover vil de være at finde som Supernova (neutralsko) og en Supernova ST (stabilsko). Første model er den neutrale. Her har man taget det bedste fra Glide-udgaven og fra den populære Ultra Boost og kogt ind til Supernova. Der er mere af det bløde Boost-skum i skoen – andelen er gået fra 55 til 75 pct. – og det mærkes tydeligt. For at holde bedre styr på det lidt levende Boost er der en ramme i fastere EVA-skum rundt om mellemsålen. Det fungerer og giver en meget blød, men stadig kontrolleret løbeoplevelse, og så giver det tilmed en fin stabilitet. Hælkappen er taget fra Ultra Boost – stabil, men uden tryk på akillessenen. Under Boost-sålen ligger en ydersål i Continental-gummi. Slidstærk og enormt fleksibel. Overdelen er i en mere fast engineered mesh, som sidder tæt og er godt ventileret. Klart bedre end det meget bløde strik på Ultra Boost. Alt i alt lykkes opdateringen ved kritisk og systematisk at tage det gode fra tidligere og nuværende modeller. Rigtig lækker sko.

Konklusion

  • Støddæmpning: 8/10
  • Støtte: 6/10
  • Fit : 7/10
  • Kort sagt: Meget vellykket opdatering har skabt en blød og ret stabil neutral sko.
  • Stjerner: 5/6 
New Balance Fresh Foam
© newbalance.dk

New Balance Fresh foam 1080v7

  • Pris: 1.500 kr. 
  • Vægt: 312 g 265 g
  • Info: newbalance.dk

New Balance 1080 er amerikanernes topsko til den neutrale løber. Fokus er lagt på god komfort og masser af støddæmpning. NB gør brug af deres nyudviklede Fresh Foam-materiale, og selvom det er blevet lidt blødere end sidste år, er det altså stadig ganske hårdt og stift. På længere, roligere ture oplevede vi skoen som hård og lidt død, og vi kunne først for alvor få gavn af den meget skum, når der blev sat tempo på og trykket noget kraft ned i skoen. I fart fungerede den til gengæld også rigtig godt. Der er et godt rul i skoen, den er let, og de 8 mm drop inviterer til at komme længere frem på foden. Pasformen er ok: Den lidt lave hælkappe griber godt om hælen, og skoen har fornuftig plads til selv brede forfødder. Af uransagelige grunde har NB ladet en ret kraftig syning sidde lige over det sted, hvor tæerne hæfter på fødderne. Ligesom der er ret kraftige syninger ved logoet langs midtfoden. Det gav ikke vores testere problemer, men det kan potentielt være generende.

En god sko til tungere løbere, der skal give den gas på kortere ture. På lange ture bliver den for hård.

Konklusion

  • Støddæmpning: 6/10
  • Støtte: 6/10
  • Fit : 7/10
  • Kort sagt: Let, fast og hurtig. Men også en hård og lidt brutal oplevelse på rolige ture. 
  • Stjerner: 4,5/6 

Test af støttende løbesko

Pronationsløbeskoene – eller rettelig løbesko mod overpronation – har de senere år gennemgået en udvikling mod mere komfort. Fokus er blevet flyttet fra at blokere fodens fald indad til at dæmpe farten i landingen og derved langsomt bremse overpronationen. Den klassiske stive og meget kontrollerende løbesko er nærmest ude af markedet. Det gør det sjovere at løbe.

Brooks Adrenaline
© brooksrunning.com

Brooks Adrenaline GTS 17

  • Pris: 1.400 kr. 
  • Vægt: 303 g 257 g
  • Info: brooksrunning.com 

Adrenaline er en af de hårdeste og mest stabile sko i denne test. Der er masser af kompakt støddæmpning under foden, og en kraftig kile bremser tendensen til at falde for meget indad på foden. Det er ikke en sko til rapfodede, lette løbere, for der skal vægt og power til at trykke sålen sammen. Har man det, får man til gengæld en ganske let og velsiddende sko, som egner sig til alt fra lange asfaltture til kortere, tempofyldte ture på grus, for ydersålens relativt grove profil står godt fast også på løsere underlag.

Overdelen er rummelig og komfortabel med en kraftig pløs og god plads. Grebet om hælen kunne dog være bedre, og i det hele taget kunne vi godt ønske os et lidt tættere fit. Der er 12 mm drop i skoen, og sammen med den meget kraftige mellemsål betyder det, at man føler sig stablet godt op i skoen. Dertil kommer en kraftig kile, der skubber godt op under svangen ved hvert skridt. Sætter man pris på en dynamisk og smidig sko, der giver en god fornemmelse med underlaget, bliver man fælt skuffet. Men takket være sin lave vægt er den velfungerende – også til hurtigt løb.

Konklusion

  • Støddæmpning: 6/10
  • Støtte: 8/10
  • Fit : 5/10
  • Kort sagt: En oldschool sko i både design og konstruktion. Bedst til tunge løbere.
  • Stjerner: 4,5/6 
Nike Zoom Structure
© nike.com

Nike Zoom Structure 20

  • Pris: 980 kr. 
  • Vægt: 306 g 278 g
  • Info: nike.com

Sidste års udgave af Nikes klassiker til overpronerende løbere var så hård og stiv, at den var mere egnet til at slå søm i end til at løbe i. Det er blevet meget bedre med denne udgave. Det er stadig en fast og stiv sko, og især under forfoden kræver skoen tilvænning. Men den er blevet en smule blødere, og så har den fået et langt bedre rul. Pronationskilen er blevet bedre integreret i mellemsålen, og støtten føles ikke så brat som i den gamle version. Sålen er rundet af i kanterne, hvilket hjælper til en mere rullende, naturlig skridtafvikling. Det er således en fast og responsiv sko, det også er sjovt at løbe stærkt i.

Skoens overdel er i en ny sømløs og strikket mesh. Den sidder tæt om foden, men giver stadig plads til tæerne. Sådan skal det være. Eneste anke er, at den er lidt varm. I kvindeudgaven har Nike brugt en smallere læst, der passer til kvindernes typisk lidt smallere fod.

Skoen er den eneste i testen til under 1.000 kr., og faktisk er den faldet i pris de seneste år. Den er således et rigtig flot bevis på, at en teknisk og velfungerende løbesko ikke behøver at koste en formue.

Konklusion

  • Støddæmpning: 6/10
  • Støtte: 8/10
  • Fit : 7/10
  • Kort sagt: God allrounder til tungere løbere, der sætter pris på en fast og styrende sko.
  • Stjerner: 5/6 
New Balance Fresh Foam Vongo
© newbalance.dk

New Balance Fresh Foam Vongo

  • Pris: 1.400 kr. 
  • Vægt: 287 g 250 g
  • Info: newbalance.dk

Fresh Foam Vongo er en helt ny stabilitetssko fra NB. Den gør ikke brug af kiler eller lignende, men sikrer stabiliteten gennem mellemsålens opbygning og struktur. Og skoen er stabil, men måske også for stabil. Vores kvindelige testere følte simpelthen, at deres fødder blev presset udad i skoen pga. sålens opbygning.

NB introducerede Fresh Foam-materialet for nogle år siden, og de er altså stadig ikke i mål. Det er et hårdt og stift materiale, og det mærkes i skoen her, der til trods for meget sål ikke føles blød, ligesom afviklingen savner smidighed, når man løber. Til gengæld er skoen let, og med sine kun 4 mm drop føles den hurtig ude på landevejen, og skoen kunne være et godt valg til tungere, overpronerende løbere, der gerne vil have en lettere sko. Overdelen er også et kontant bekendtskab. Der er sparet på polstringen, og den sidder godt til foden. Især over vristen og i forfoden skal man være grundig med snøringen for at undgå klemmen og ‘sovende’ fødder. Hælkappen er fast og lav, så ingen gener mod akillessenen. Overdelen er en sømløs, smidig og åndbar tolagskonstruktion. 

Konklusion

  • Støddæmpning: 5/10
  • Støtte: 7/10
  • Fit : 6/10
  • Kort sagt: En nytænkt ny sko til tungere løbere. Let, men stiv og hård.
  • Stjerner: 3,5/6 
Asics Gel-Kayano
© asics.com

Asics Gel-Kayano 23

  • Pris: 1.500 kr. 
  • Vægt: 323 g 277 g
  • Info: asics.com

Dette er nok den bedste version af Kayano, vi har testet i mange år. En væsentlig del af forklaringen på det er introduktionen af det nye mellemsålsmateriale Flytefoam. Det er blødere, mere fleksibelt og lettere og skaber en sko, der på én gang er mere kontant og mere behagelig at løbe i end tidligere modeller. Den opleves hurtigere, og følelsen med underlaget er blevet bedre. Kayano er for første gang længe blevet en sko, det er sjovt at løbe stærkt i. Overdelen har også fået en tur og virker knap så overgjort som tidligere. Stadig komfortabel, men lidt mere kontant. Alle de gamle dyder er dog ikke skyllet ud med badevandet. Det er stadig en solid og stabil traver, der kan bruges på de lange, rolige asfaltture. 10 mm drop (endda 12 mm i dameskoen) gør den oplagt til hællanding. Og en nytænkt kile og plastkonstruktion under skoen sikrer, at du guides sikkert gennem løbeskridtet. Ydersålen har fået et ordentligt lag slidstærkt gummi, der kan holde længe. Eneste anke er den, vi typisk har med Asics, nemlig at deres forfod er for spids og klemmer tæerne sammen. Nu må de snart få dét lært.

Konklusion

  • Støddæmpning: 8/10
  • Støtte: 7/10
  • Fit : 8/10
  • Kort sagt: En meget vellykket opdatering og en sjovere sko at løbe i end tidligere.
  • Stjerner: 5,5/6 
Mizuno Wave Horizon
© mizuno.eu

Mizuno Wave Horizon

  • Pris: 1.300 kr. 
  • Vægt: 331 g 294 g
  • Info: mizuno.eu

Der er ikke sket det store med Mizunos måde at lave sko på de seneste år. Det afspejler sig også i oplevelsen af deres nyeste sko her. Ikke at den er dårlig, slet ikke. Det betyder bare, at den innovation – især i overdelen – de øvrige producenter har gennemført i deres nye modeller, ikke er at finde her hos japanerne.

Horizon er bygget op af en klassisk tolagsmesh med et par syninger, der dog ikke generer. Den er fint åndbar uden at være unik. Pasformen er tilmed lidt sær. Skoene er lidt længere end andre i samme størrelse, men samtidig lidt flade over vristen, hvor meshen også savner lidt stræk. Ikke helt optimalt.

Mellemsålen byder dog på nyt: Den er opbygget af en såkaldt Wave-plade i plast, der ligger mellem to lag af skum. Og den fungerer – skoen opleves lækkert blød og ret smidig, samtidig med at pladen støtter foden og giver en god, glidende pronationsstøtte gennem løbeskridtet. Enkelte testere oplevede den dog som lidt død i det og savnede respons.

Det er ikke nogen let sko, og med 12 mm drop er den oplagt til hællandende løbere på lange asfaltture.

Konklusion

  • Støddæmpning: 6/10
  • Støtte: 7/10
  • Fit : 4/10
  • Kort sagt: En blød og stadig stabil sko. Overdelen passer ikke alle.
  • Stjerner: 4,5/6 
Saucony Hurricane ISO 3
© saucony.com

Saucony Hurricane ISO 3

  • Pris: 1.600 kr. 
  • Vægt: 318 g 272 g
  • Info: saucony.com

Sauconys neutrale topsko, Triumph ISO 3, er kåret som verdens bedste løbesko, så forventningerne til top-pronationsskoen Hurricane Iso 3 er på forhånd store. Saucony har med modellen her villet lave en sko, der både er støttende og komfortabel. Og begge dele lykkes ret godt. Fint afstemt støtte på både herre- og damesiden. Det skyldes den ret brede, men ikke knaldhårde kile, der giver en meget behagelig afvikling og støtte. Som i Triumph-skoen ligger Sauconys topdæmpningsmateriale Everun her både som et toplag i fuld længde på 4 mm og som en stor ‘klump’ under hælen. Og det virker bare. Både dæmpningen og dynamikken længere fremme på foden under afviklingen er i top. Det lidt lavere drop (8 mm) fordrer også en landing lidt længere fremme på foden og derfor kortere tid i pronationsfasen. Og igen mindre tryk, inden foden er på vej i afsættet. Isofit-systemet, der strammer skoen til om foden i flere sektioner, får generelt flotte ord med på vejen hos testerne.

Forfoden er lidt stiv, så alt i alt kigger vi her meget på en sko til den lidt tungere løber.

Konklusion

  • Støddæmpning: 8/10
  • Støtte: 7/10
  • Fit : 9/10
  • Kort sagt: Pronationssko i luksusklassen. Topkomfort og veltilpasset støtte, men dyr!
  • Stjerner: 5/6 
Adidas Supernova
© adidas.dk

Adidas Supernova ST

  • Pris: 1.100 kr. 
  • Vægt: 312 g 278 g
  • Info: adidas.dk

Supernova ST (stability) er den mest støttende sko i Adidas’ sortiment. Ved første øjekast ligner ST unægteligt den neutrale version i testen her. Kigger man nærmere, og løber et par ture, er forskellene dog overraskende mærkbare. Her får man en mere lige læst, et markant udvidet torsionselement under sålen, en længere og større EVA-ramme (såkaldt stableframe) i mellemsålen – især på indersiden – en lidt større og fastere hælkappe samt en langt mere markant forstærket overdel med seamless-teknologi, som støtter yderligere op om foden. Små justeringer, der tilsammen skaber en super stabil sko. Og det fungerer, for ST-versionen har samme behagelige landing og rul, mens man tydeligt mærker den større støtte i forhold til den ellers fint stabile Supernova. Stabiliteten opnås, uden at det på nogen måde virker hæmmende. Her er ingen kraftige kiler eller polstring, men primært støtte opnået gennem skoens gennemtænkte konstruktion. Vi kan dog være nervøse for, om tungere løbere vil træde igennem den bløde boost-sål, da forfoden virker lidt tynd. Men godt gået – og til en flot pris! 

Konklusion

  • Støddæmpning: 7/10
  • Støtte: 8/10
  • Fit : 7/10
  • Kort sagt: Formår at forene stor stabilitet med super komfort til en god pris. 
  • Stjerner: 5,5/6 
Mizuno Rider
© mizuno.com

Mizuno Rider 20

  • Pris: 1.100 kr. 
  • Vægt: 290 g 243 g
  • Info: mizuno.com

Mizuno er et af få mærker, der ikke har nytænkt deres løbesko. Lavt drop, tekniske overdele med sømløse forstærkninger og nytænkte snøresystemer er ikke nået til Mizunos designere endnu. Men tag ikke fejl: Udtrykket på Rider 20 er måske oldschool, men den virker. Rigtig godt endda. Dejlig afstemt støddæmpning, som virker en smule blødere end de seneste års udgaver. Dog stadig fast i dæmpningen, nok mest på grund af det såkaldte Wave-system, hvor en bølget plastplade er placeret mellem to lag skum.

Overdelen er både fint ventileret og godt åndbar – ligesom skoen sidder godt omkring foden med fin stabilitet fra en god, stiv hælkappe. Trods det høje drop giver skoens lave vægt og den lidt kurvede svang lyst til at give den gas ude på stierne. Ydersålen står dejlig sikkert fast. Til hællanderen kan vi godt lide, at man har løftet landingszonen bag på skoen, så man ruller blødere ind i pronationen.

For den lidt tungere løber er Rider 20 en oplagt sko til hurtige ture og intervaller. Vi savner derimod lidt softness og komfort, når der skal løbes rigtig langt. 

Konklusion

  • Støddæmpning: 7/10
  • Støtte: 5/10
  • Fit : 5/10
  • Kort sagt: En enkel, men fin sko, som giver lyst til fart. På lange ture er den lidt hård. 
  • Stjerner: 4,5/6 

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: