Fakta: Neutral løbesko med 100 pct. Boost-sål og overdel i Primeknit. Vægt: 311 gram (str. 43). Hældrop: 10 mm.

Ultrablød løbesko

Adidas Ultra Boost er fantastisk at have på fødderne, så længe du ikke løber for langt og for stærkt.

## Adidas Ultra Boost | |

Plus: Suveræn blød overdel. God åndbarhed og meget blød og komfortabel sål.

Minus: Høj pris. Meget neutral sål.

Konklusion: Skoen sidder suverænt og er fantastisk til korte, rolige ture (og som komfortabel hverdagssko). Til lange, hurtigere ture er den for levende og ustabil under foden.

Pris: 1.400 kr.

www.adidas.dk

I foråret lancerede Adidas under stort ståhej sin Ultra Boost. Skoen er den første, hvor mellemsålen er i 100 pct. Boost-materiale, og skoen er på mange måder kulminationen på brugen af det bløde, fjedrende mellemsålsmateriale. Den er lækker og superkomfortabel, men som løbesko er den ikke noget for alle. Det vender vi tilbage til.

Skoen gør sig bemærket på andre områder end sålen. Den strikkede polyesteroverdel – Primeknit – oser af kvalitet, og de uhyre bløde materialer smyger sig sokkelignende om foden. Samtidig yder konstruktionen en fremragende åndbarhed. Man kunne være lidt bekymret for holdbarheden, men under vores tomåneders test har overdelen holdt forbilledligt.

Omkring hælen og bagfoden sidder skoen rigtig godt via en kraftig, men fin løsning med en udvendig hælkappe i plast. Den er splittet op på midten og undgår derfor at genere akillessenen. Godt tænkt. Tåboksen forrest i skoen er lidt smal, men takket være de smidige materialer gør det ikke noget. Overdelens formidable komfort er understøttet af den ekstremt bløde Boost-sål. Skoen er virkelig suveræn at gå rundt i.

Lidt mere problematisk er det, når man sætter i løb, for den ekstreme blødhed får samtidig skoen til at virke meget levende og ‘svømmende’. Adidas har forsøgt at stabilisere skoen ved at sætte et plastelement på indersiden af hælen lige ved ydersålen. Det yder en vis stabilitet, men ændrer ikke ved, at skoen i vores øjne er til den absolutte neutrale løber eller til dem, der vil se godt ud på en kort tur et par gange om ugen.

Prisen er høj og skyldes kombinationen af de to dyre teknologier Boost og Primeknit. Det er en interessant sko med et uhørt højt komfortniveau, men den vil næppe fungere som eneste løbesko i skabet.

3 skarpe detaljer

Striber: For at få lidt støtte i den bløde overdel har Adidas valgt at lave de ikoniske striber i hård plast. En kraftig og knap så elegant løsning. Drop: Højdeforskellen mellem hæl og forfod er på 10 mm. Det understøtter den lidt ustabile fornemmelse. Vi havde foretrukket et lavere drop. Ydersål: Ydersålen er som sædvanlig lavet i Continental-gummi, og det virker! Der er greb på alle hårde overflader i vådt som tørt vejr. Og så giver de små dutter et fint afsæt på grusstier.

Se også vores store test-univers, hvor vi tester løbesko.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: