Klædt på til skovtur

Du kan godt løbe i skoven i dit almindelige løbetøj, men der findes også specialudstyr.

25. marts 2011 af Martin Kreutzer

Trailløb kræver ikke noget ekstra udstyr. Overvej dog at finde det gamle tøj frem fra skabet, når du skal i skoven. Så bliver du ikke ked af det, hvis en gren river hul i din trøje. De gamle, udslidte løbesko kan også bruges. Du har ikke brug for støddæmpningen, når du løber over skovens ujævne underlag.

Har du spenderbukserne på, kan du dog løfte oplevelsen ved at investere i noget speciallavet trailtøj. Trailtøjet er lidt mere robust og mindre sart over for smuds.

Kasket Kasketten varmer en smule på hovedet, men dens primære formål er at beskytte mod svirpende grene. Supplér evt. med et par sportsbriller med klart glas for øjenbeskyttelse.

Løbejakke En nylonløbejakke kommer til sin ret i terrænet. Det glatte materiale hænger ikke så let fast i krattet.

Handsker Tynde, langfingrede handsker beskytter fingrene og håndfladerne. Et par billige duphandsker fra byggecenteret gør jobbet glimrende.

Væskebælte Et væskebælte med energidrik sikrer dig energi, hvis løbeturen bliver lang, eller du farer vild. Bæltet gør det også nemt at medbringe telefonen.

Trailløbebukser Et par tynde bukser i glat nylon hænger ikke i. Samtidig beskytter den posede pasform mod pisk.

Trailsokker Et par kraftige trailsokker i uld beskytter mod vabler. Ulden gør samtidig, at sokkerne varmer, selvom de bliver våde.

Trailsko Trailsko er en god investering. De har en grovere sål, der bider fat i det løse underlag, en robust overdel og en forstærket mellemsål, der beskytter mod sten. Skoenes hæl er også lavere, så du ikke vrikker så let om.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: