Produktinfo Vandtæt jakke og bukser i 100 % nylon med Gore-Tex Active Shell (sælges hver for sig). Snørejustering i livet og i bukselinningen. Fås i rød, sort, blå. Str. S-XXL.

Luksus til regntiden

Der er ikke meget at pege fingre ad i Gore Runnings åndbare og 100 procent vandtætte løbekluns, der både er blødt, fleksibelt og velfungerende. Det skulle da lige være prisen, som nok kan få en til at synke en ekstra gang.

Gore Air GT Jacket/Short | |

Funktion: Fantastisk løbetøj, der holder møgvejr ude og sikrer dig topkomfort.

Kvalitet: Der er kælet for alle detaljer, og materialerne er af topkvalitet.

God til prisen: Du kan nok købe 2 sæt normalt løbetøj for samme pris.

Konklusion: 1.000 kr. for et par ovetræksshorts og 1.700 kr. for løbejakken er – uagtet materialets suveræne egenskaber – heftigt! Men har du lige vundet i lotto, får du ikke bedre og mere beskyttende løbetøj end det her, der på en gang er let, bevægeligt og vandtæt.

Pris: 2.700 kr.

www.gorerunningwear.com

En af de allerstørste nyheder på sidste vinters ISPO-messe – der er den internationale sportsbranches store, årlige get-together – var Gore-Tex’ Active Shell. Det er et 100 procent vandtæt, men stadig meget åndbart membranmateriale, som typisk bruges i jakker mv. til krævende og sveddrivende outdoorsport.

Membranen består af en ultratynd plastfilm, som indvendigt er smeltet sammen med ydermaterialet og er fyldt med mikroskopiske huller. De er så små, at vandmolekyler ikke kan passere, men til gengæld så store, at de meget mindre sveddampsmolekyler fint kan slippe igennem. Dermed kan overskudsvarmen indefra komme ud og væk, mens man holdes dejlig tør i regn og slud.

Active Shell blev annonceret som både markant mere åndbar, lettere og mere smidig end nogen af Gore-Tex’ tidligere membraner. Så det var med spænding, at Aktiv Trænings testere kastede sig over løbejakken Air GT og matchende overtræksshorts fra Gore Runningwear, da vi som nogle af de få udvalgte fik lejlighed til at prøve nyheden. Og vi blev ikke skuffede. For Gore-Tex Active Shell lever smukt op til løfterne. Åndbarheden er i særklasse for en totalt vandtæt jakke/buks. Vi er også imponerede over den suveræne fleksibilitet og strækbarhed, som det meget lette stof byder på. Bevægeligheden er ganske enkelt overlegen for et så vejrrobust yderlag.

Også selve udførelsen af jakke og bukser i det nye materiale er i topklasse. Air GT-jakken sidder ligesom shortsene tæt til kroppen – uden at den dog er kropsnær, som en cykeljakke. Den har udluftningshuller på ryggen og lynlåse i ærmeafslutningerne, der kan lukke op for et område med meshstof, der kan give ekstra udluftning. En velplaceret lynlåslomme højt i venstre side sikrer, at en mobiltelefon kan tages med på løbeturen, uden at den hopper op og ned. Bagerst i ryggen er der en lomme, så jakken kan pakkes ind i sig selv.

De tætsiddende Air GT-shorts er løst uhyre minimalistisk med et temmelig slankt snit, der lige dækker rart ned over knæene, og så er der også blevet plads til en lille afdækket nøglelomme i lænden.

Eneste minus ved hele pakken er faktisk prisen, der er lige så kompromisløs som materialer og design!

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: