Sådan vælger du løberygsæk

Har du behov for at have lidt tøj eller andet udstyr med på løbeturen, er en specialdesignet løberygsæk det helt rigtige valg.

Med den rette rygsæk kan du næsten ikke mærke, at du har læs på, når du løber, da rygsækkens snøresystem holder pakkenellikerne spændt helt ind til kroppen.

Skulderremme Ud over rygstykket er skulderremmene de mest kritiske kontaktpunkter med kroppen. Remmene er et af de steder, hvor producenterne kan spare på vægten, men det går typisk ud over komforten, hvis remmene er for tynde og syet uden støttende materiale. Tip: Prøv den med dit løbetøj på for at mærke, om remmen er polstret nok.

Brystrem Mellem skulderremmene sidder der i brysthøjde en lille brystrem. Den fungerer ved, at man spænder brystremmen fast og ind mod kroppen. På den måde sidder rygsækken bedre til, og man kan finjustere ved at slække eller stramme remmen. Tip: Skær lidt af den overskydende snip af.

Pasform Ingen rygsække er syet i samme størrelse. Derfor passer alle typer dig næppe. Den skal kunne sluttes tæt til ryggen, så den ikke hopper eller arbejder sig løs, når du løber. Tip: Prøv forskellige modeller.

Hoftebælte Hoftebæltet har en meget vigtig dobbeltfunktion på rygsækken. Det giver primært vital støtte omkring hofterne til vægten i rygsækken, så hele kroppen kan være med til at bære vægten. Det sørger også for den tætte pasform, der sikrer, at rygsækken ikke hopper og danser, når du løber. Lige så vigtige er lommerne til fx nøgler, telefon, mp3-afspiller og en lille snack. Tip: Test adgangen til lommerne, når rygsækken er fyldt, og du har den på.

Størrelsen De største løberygsække kan laste op til 40 liter oppakning, men det er de færreste, der har brug for så meget. Med et volumen på omkring 25-30 liter får man en god allroundstørrelse, som både føles behagelig, når den ikke er fyldt helt op, og som kan laste et sæt tøj med sko og jakke. Tip: Køb hellere en lidt for stor end lidt for lille løberygsæk.

Komprimering Du laster sjældent præcis den samme mængde i din løberygsæk, og derfor findes der en række muligheder for at komprimere selve posen. Nogle modeller har en rem indbygget inderst i posen, som man kan stramme, men de fleste rygsække har enten remme, stropper eller et net udenpå, som du kan stramme ind efter dit behov. Tip: Stropper giver bedre komprimering end elastikstykker.

Net Nettet udvider rygsækkens pakkevolumen, da du kan spænde fx ekstrasko, jakker eller poser udenpå. Du kan få en version, hvor nettet kan tages af og kan strammes om dit ekstra gods, og en version, hvor nettet er en påsyet pose, der oftest er åben foroven og kan lukkes med en snor. Begge muligheder fungerer upåklageligt. Tip: Net er ikke nødvendigt, hvis ryksækken er rummelig.

Vægt En løberygsæk skal ikke veje over ca. 800 gram. Vejer den over 1 kilo, er der for mange overflødige og tunge detaljer. Husk dog samtidig, at lav vægt også betyder mindre polstring, så det gælder om at finde den rette balance.

Materiale Til løb får du stor effekt af en let rygsæk. Til gengæld svigter den ofte på slidstyrken. Et tyndt materiale er bøjeligt og gør rygsækken lidt mere uformelig og giver mindre støtte i rygstykket. Tip: Ønsker du en slidstærk rygsæk, skal du ikke vælge et helt tyndt materiale.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: