Produktinfo: Pulsur med hukommelse for de seneste 16 træningspas. Mulighed for personlige pulszoner, kalorieforbrug m.m. Kodet pulsoverførsel via brystbælte. Tilhørende GPS-pod giver oplysninger om distance og hastighed. Dataoverførsel til net via Flowlink (ekstraudstyr).

En fuldblods bestseller

Polars nye pulsur er en ypperlig opdatering og forbedring af bestselleren RS200. RS300x vil derfor vække begejstring hos selv de mest forventningsfulde fans.

## Polar RS300x Pulsur | |

Brugervenlighed: Trods de mange funktioner er det uhyre let at finde rundt i menuerne.

Kvalitet: Et pulsur, der oser af kvalitet. Materialerne imponerer over hele linjen.

God til prisen: Uret er lidt dyrere end konkurrenternes ure, men pris og kvalitet harmonerer.

Konklusion: RS300x er klar til at løfte arven efter forgængeren, og finpudsningen i detaljen har gjort et godt produkt endnu bedre. Uret egner sig til en bred vifte af træningsformer, så alt i alt er uret et fremragende træningsredskab til seriøse motionister.

Pris: 1.699 kr. (inkl. GPS-pod)

www.polar.dk

Polar RS300x Pulsur

RS300x har en tung arv at løfte. Den erstatter nemlig Polars bestseller RS200, som var et fremragende bud på et pulsur til engagerede løbere.

Opgaven er således ikke let, men løses med bravur, for efterfølgeren har bevaret den velkendte og højt skattede kombination af mangfoldige funktioner og simpel menustyring. De store trykknapper går igen og er en fornøjelse at betjene. Faktisk er de langt bedre end knapperne på det tre gange så dyre RS800cxur. Kun den røde lap-knap er lidt uheldigt placeret. Vi irriteres over, at den kræver et meget præcist tryk for at blive aktiveret. Det bliver specielt en plage, når man intervaltræner. Her er tidselementet altafgørende, og man har hverken tid eller overskud til at bakse med besværlige knapper. Men øvelse gør som bekendt mester, og problemet er da ikke større, end at man kan leve med det. Det gælder i særdeleshed for RS300x, fordi uret på alle andre fronter er et særdeles fornøjeligt bekendtskab. Pulsbæltet er fx af den bløde stoftype, som hviler ekstremt komfortabelt om brystet, og pulssignalet er selvfølgelig kodet, så du aldrig får fejlvisninger i displayet.

Samme gennemtænkte funktionalitet kendetegner menustyringen, som er utrolig logisk. Sammen med det generelle kvalitetsindtryk er det til stadighed den gennemførte enkelhed, der begejstrer os ved Polars produkter, og uret her er ingen undtagelse.

RS300x er opgraderet til at kunne transmittere data via det såkaldte Flowlink (tilkøb) – et fortrinligt stykke ekstraudstyr, der gør det ekstremt nemt at uploade træningsdata trådløst til Polars online træningsdagbog. Her kan du aflæse tal og grafer, følge din formfremgang og meget andet.

Selv om RS300x som udgangspunkt er et løbeur, egner det sig også frem- ragende til andre former for konditionstræning. Vi testede RS300x-varianten med tilhørende GPS-pod, som giver dig oplysninger om den tilbagelagte hastighed og distance. Er løb din eneste træningsform, er du i vores øjne bedre tjent med en fodsensor. Vores test af GPS'ens præcision viser, at den er fin, men lavere, end hvis du anvender en velkalibreret fodsensor. Det gælder især, hvis du løber i meget kuperet terræn. Men ellers er GPSmodulet et fremragende tilkøb; blandt andet også fordi det er yderst vandafvisende og dermed egner sig lige så godt til kajak og sejlads som til ski, cykling og meget andet.

Eneste ulempe, som vi oplevede ved GPS-enheden, er, at man har en tendens til at blive svedig, der hvor det elastiske bånd smyger sig om overarmen. Selve vægten glemmer man hurtigt, om end en mindre enhed altid ville være velkommen.

Visuelt ligger det nye RS300x heller ikke på den lade side, og i det hele taget er Polar sluppet rigtig godt fra opgaven med at skabe en afløser til deres bedst sælgende pulsur nogensinde.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: