Produktinfo GPS-ur til håndleddet med fokus på multi sportsfunktioner (cykling, løb). Dataoverførsel til internettet via USB-kabel. Justerbart pulsbælte medfølger. 12 timers batteritid med GPS.

Nyt GPS-ur er en prisbasker

Polar har været længe om at bygge GPS-modtageren ind i deres ure. Men deres første ur med indbygget GPS er yderst vellykket – og så er prisen rigtig god.

## Polar RC3 GPS | |

Funktion: Et godt og reelt alternativ til Garmins multisportsure.

Kvalitet: Let at bruge, men vi savner at kunne designe sidevisning.

God til prisen: Pris kontra funktion er absolut helt i top.

Konklusion: Polars første sportsur med indbygget GPS er yderst vellykket og afgjort et reelt alternativ til konkurrenterne. Du kan ikke tracke svømning som med Garmin 910XT, men uret er til gengæld mindre og noget billigere. Der er få mangler, og pris/ydelsesforholdet er helt i top!

Pris: 2.099 kr. (m. pulssensor)

www.polar.dk

Polar RC3 GPS

Finske Polar har været længe om at bruge GPS-måling i deres ellers meget brede program af kvalitetssportsure. Deres typiske modeller med eksterne målere har såmænd fungeret godt, men alligevel har det været mere bøvlet at skulle håndtere både et ur og en sensor, hver gang man skal ud at træne. Men ikke mere – det nye RC3 GPS har indbygget GPS.

Og vi noterer os, at trods dette er uret ikke meget tykkere end RCX3/RCX5-urene, som har ekstern GPS. Det er endda langt tyndere end de fleste fra konkurrenten Garmin. Godt gået i første forsøg!

Er du i forvejen bruger af Polar-ure, vil du hurtigt blive dus med det nye, da opsætning, menuer og det meste andet er stort set lig med de førnævnte Polar-modeller. Det vil sige samme menuopsætning med letforståelige symboler og forklaringer, hvor du kan indstille fx pulsgrænser, fitnessdata, fitnesstest og andre gode værktøjer, den erfarne motionist kan have stor glæde af.

Forskellen ligger altså primært i, at GPS-modtageren er indbygget, og derfor har uret mange af de samme fordele/ulemper, som Polars andre ure har i forhold til især konkurrenten Garmin. Polar-uret er som sagt tyndere og mere egnet som et ur, du kan gå rundt med, end Garmins modeller. Og RC3 GPS er endda hurtigere end Garmin 610 og 910XT til at finde satellitter. Vi taler her typisk om 10-20 sekunder, men det er meget, når man står og gerne vil i gang med træningen.

Dertil er Polar mere end 1.000 kr. billigere end 910XT! Med en prislap på 2.099 kr. (med pulssensor) får du således meget for pengene. Til gengæld kan du ikke svømme og tracke tid her som med Garmins top multisportsur. Men du kan vælge løb, cykling og anden sport. Så der er tale om et reelt multisportsur i det nye Polar!

Generelt er vi meget begejstrede for uret, men savner vibrator ved kilometertid, ligesom vi kunne ønske, at man selv kunne designe sidevisningen på uret, som man kan det hos Garmin. Uret er i praksis yderst præcist i sin afstandsmåling. Kun når vi accelererede eller satte farten ned, var det lidt lang tid om at opfange forandringen. Men det er detaljer – alt i alt er RC3 GPS en lille perle til prisen.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: